Ned med kongen og flaget
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 11/08/2011 - 11:40
Samfund og Politik
Kongen har intet at gøre på rådhuset i den nordspanske by San Sebastian. Det mener byens borgmester, Juan Carlos Izagirre, men nu tager sagen...
Kongen har intet at gøre på rådhuset i den nordspanske by San Sebastian. Det mener byens borgmester, Juan Carlos Izagirre, men nu tager sagen endnu et tvist. Denne gang handler det om det spanske flag.
Dagen efter sin indsættelse som borgmester fjernede Juan Carlos Izagirre portrættet af Spaniens Kong Juan Carlos fra byrådssalen under protest og jubel - det er virkelig noget, der deler vandene.
Først var Kongen der... Så var han pist væk!
Flaget klistret væk
I går var der optræk til et nyt politisk slagsmål om den baskiske patriotisme, da medlemmer af kommunalbestyrelsen i San Sebastian opdagede, at det spanske flag var ’klistret’ til på bagsiden af flagstangen uden for rådhuset. “Nogen har sat flaget fast på flagstangen, så det ikke er synligt”, rasede byens konservative kræfter.
Det lykkedes dog at få flaget frit igen, så de rød-gule farver igen blafrer side om side med det regionale, baskiske flag.
Er kongen obligatorisk?
Gårsdagens hændelse kommer samtidig med debatten om, hvorvidt kommunale regulativer er underkastet statslige forordninger. Konservative kræfter mener, at fjernelsen af portrættet er et brud på grundloven. Kongen er hævet over alle offentlige instanser, hævder det konservative parti, der anklager Bildu for landsforræderi. Det konservative parti PP henviser til en statslig forordning, hvori der står, at kommunerne er forpligtet til at hænge et portræt af kongen op ’på et synligt sted i byrådssalen’.
Men det er San Sebastians nyvalgte borgmester uenig i.
Rådhusets fundmægtig, Aitor Ibero, som også fungerer som advokat for fængslede ETA-aktivister, har netop udarbejdet et dokument, der bekræfter borgmesterens ret til at beslutte, hvorvidt portrættet af kongen skal hænge i byrådssalen eller ej. I dokumentet beskrives der en ’mulig forpligtelse til at afbilde kongen’. Afgørelsen er truffet på baggrund af reglerne for Organisation og Juridisk Drift af kommunerne, ROF, i artikel 85,2, der omhandler kravet om, at der skal hænge et billede af Hans Majestæt Kongen i byrådssalen.
Slaget om den spanske konge og flaget kommer samtidig med, at San Sebastian er blevet valgt som Europæisk Kulturby 2016.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.