Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Norwegian er flyttet ind

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 04/06/2014 - 10:55

Fly & trafik


Norsk flygigant satser spansk og markerede i går åbningen af selskabets nye base i Spanien. Vokseværk er ikke gratis, så selskabet er nu beg...

Norsk flygigant satser spansk og markerede i går åbningen af selskabets nye base i Spanien. Vokseværk er ikke gratis, så selskabet er nu begyndt at jagte flere investorer.

 

Det norske lavprisselskab har endelig fået base i Madrid. Det er strategisk vigtigt for Norwegian med base i den spanske hovedstad grundet selskabets tilstedeværelse i det spanske marked og med tanke på Norwegians vækst internationalt.

 

- Vi er meget tilfredse med, at basen i Madrid nu er operativ. Der er stor efterspørgsel på direkte flyvninger mellem den spanske hovedstad og vigtige byer i Europa. Der er også et stort passagerpotentiale fra hovedlufthavnen i Madrid, lyder det fra administrerende direktør Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

 

Den nye Madrid-base er Norwegians sjette spanske base.

 

Udover Madrid har selskabet base i Barcelona, Alicante, Malaga, Las Palmas og Tenerife. Norwegian har også baser i Danmark, Norge, Sverige, Finland, England, USA og Thailand.

 

Der skal høre to fly af typen Boeing 737-800 til basen i Madrid. 75 piloter og kabinepersonale er allerede rekrutteret til basen som skal tilbyde 64 ugentlige flyvninger og otte ruter fra Madrid til København, London, Helsinki, Oslo, Malta, Hamburg, Warszawa og Stockholm.

 

I alt betjener Norwegians spanske baser 116 ruter til og fra Spanien.

 

Der skal flere penge på bordet

Samtidig med at flygiganten udvider, er Norwegians ledelse på udkig efter nye finansieringsmuligheder.

 

Selskabets finansdirektør, Frode Foss, er på charmeoffensiv i Norden for at tale med potentielle investorer og tage temperaturen på interessen for udstedelse af virksomhedsobligationer, skriver check-in.dk.

 

Det nye tiltag bakkes op af flere bankanalytikere.

 

- Med så stort et investeringsprogram giver det bestemt mening at sprede finansieringen på både bankgæld, virksomhedsobligationer og naturligvis leasing, siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, der følger luftfartsbranchen tæt.

 

Virksomhedsobligationer har flere fordele. De har en lang løbetid, som giver god planlægningshorisont. Det er slet ikke som en kassekredit i banken, der potentielt skal genforhandles hvert år.

 

For det andet er der ingen lånebetingelser og for det tredje kan renten på en virksomhedsobligation være lavere end renten på et banklån. Frode Foss vil ikke ud med, hvor mange penge Norwegian regner med at få ind, hvis man vælger at gennemføre en udstedelse af virksomhedsobligationer.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.