Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Norwegian taber til SAS

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/06/2014 - 10:24

Fly & trafik


Norwegian-konflikten har smidt 100.000 passagerer direkte i armene på selskabets ærkerival SAS, som fejrer fremgangen i selskabets trafiktal. ...

Norwegian-konflikten har smidt 100.000 passagerer direkte i armene på selskabets ærkerival SAS, som fejrer fremgangen i selskabets trafiktal. Bankanalytiker er dog ikke imponeret over SAS’ fremgang.

 

Fra januar til april havde Norwegian en månedlig passagervækst på mellem 17 og 25 procent. Men personalekonflikten og trusler om strejke fik mange Norwegian-kunder til at bestille billetter hos SAS og andre flyselskaber, som dermed nød godt af storkonflikten hos den norske lavprisgigant.

 

Det viser nye trafiktal fra maj måned, skriver Check-in.

 

Fremgang men nedgang?

På årsbasis er passagertallet hos Norwegian vokset med 12 procent fra 1.885.648 i maj sidste år til 2.103.477 i år. Det svarer til en vækst på 217.829 passagerer, men fremgangen kunne skønsmæssigt have været langt højere, nemlig på omkring 375.000 passagerer, hvis der ikke havde været trusler om storkonflikt.

 

Det betyder teoretisk set, at Norwegian har mistet omkring 150.000 passagerer, hvor helt op mod 100.000 menes at være gået til SAS.

 

- Vi vurderer, at mellem 50.000 og 100.000 passagerer har valgt SAS som et sikkert alternativ i den periode, hvor der var usikkerhed om Norwegians afgange, og det løfter trafikvæksten ekstraordinært med to til tre procentpoint i maj, siger chefanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Check-in.

 

Tilfreds ledelse

Tallene bekræftes af SAS, der i sin seneste rapport bekræfter, at selskabet i maj har fået 185.000 flere passagerer.

 

Det er især de internationale ruter fra Sverige, der voksede med omkring 20 procent, mens de internationale ruter fra Danmark og Norge også havde en markant fremgang.

 

Samlet set rejste over 2,6 mio. passagerer med SAS-rutefly i maj. Det svarer til en vækst på 7,8 procent.

 

“Væksten i maj var god med flere passagerer og flere flyvninger med en bedre belægning end i fjor. Udviklingen siden april viser, at vores styrkede markedsaktiviteter har haft en positiv afsmitning på vores trafik” skriver koncernchef ved SAS, Rickard Gustafson, i en pressemeddelelse.

 

Svagere end ventet

Men ikke alle er lige begejstrede for SAS’ fremgang.

 

- Den var noget svagere end ventet på alle punkter, siger Jacob Pedersen fra Sydbank i en kommentar til nyhedsbureauet Direkt.

 

- Der har været stor usikkerhed med hensyn til rapporten på grund af SAS’ eget initiativ til at forbedre belægningen og den strejke, der truede Norwegian. Spørgsmålet var kun, hvor meget SAS kunne drage nytte af den. Rapporten blev svagere end, hvad jeg havde regnet med, siger Jacob Pedersen. 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.