Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Norwegian truer med strejke

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 16/04/2012 - 11:11

Rejser & oplevelser


Der er overhængende fare for, at et af skandinavernes foretrukne flyselskab Norwegian nu også bliver ramt af strejker.

Der er overhængende fare for, at et af skandinavernes foretrukne flyselskab Norwegian nu også bliver ramt af strejker.

 

Norwegians piloter protesterer mod øget brug af vikarbureauer og afviser at indgå en ny overenskomstaftale, hvis ikke selskabets ledelse ændrer praksis. Og det, er der ikke meget, der tyder på, vil ske.

 

Parterne sætter sig til forhandlingsbordet i dag for at forsøge at nå til enighed om en ny aftale om piloternes arbejdsvilkår.

 

Ledelse brød aftale

Sagen er opstået efter afsløring af, at Norwegian benytter sig af udenlandske vikarbureauer til at dække besætningen på flere ruter. Det har fået piloterne til at opsige en aftale om overarbejde og ekstraflyvninger i deres fritid.

 

Aftalen indeholdt et loft over, hvor meget overarbejde piloterne kunne udsættes for. Aftalen blev ikke overholdt af flyselskabet, og det er den formelle grund til, at forhandlingerne er gået i stå, siger formanden for den norske Pilotforening NPF, Halvor Søen, til dagbladet VG.

 

Pilot-foreningen kræver en kursændring, inden den vil skrive under på en ny kollektiv overenskomst.

 

I februar opsagde NPF den kollektive overenskomstaftale under henvisning til, at selskabet havde brudt aftalen. Herefter har selskabet haft svært ved at få piloterne til at acceptere overarbejde.

 

Flere passagerer

Det fik virksomheden til at inddrage fly  fra udenlandske virksomheder for at undgå aflysninger. Sagen kommer samtidig med nye tal fra den norske flygigant, der viser øget overskud og højere belægning.

 

I marts fløj 1.362.830 passagerer med Norwegian, hvilket svarer til en stigning på 18 procent sammenlignet med samme måned sidste år. En måling af den såkaldte enheds-indtægt viser, at omsætningen per passager i samme periode er steget med fem procent.

 

- Vi er meget glade for, at flere og flere mennesker vælger at flyve med os. Vi er også meget tilfredse med, at enheds-indtægterne fortsætter med at stige, først og fremmest fordi, vi fylder flyene helt op, siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

 

Hvorledes han forholder sig til truslen om strejke, vides endnu ikke. Spanien i Dag følger sagen.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.