Nu bliver der boret efter olie
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tor, 20/11/2014 - 01:00
Samfund og Politik
SAMFUND & MILJØ: Repsol er i gang samtidig med, at Greenpeace-skib er blevet tilbageholdt.
Spaniens oliegigant Repsol gik tirsdag i gang med at søge efter olie og gas i farvandene ud for De Kanariske Øer på trods af protester fra miljøforkæmpere og den lokale regering.
Et fartøj gennemfører lige nu de første undervands-undersøgelser 50 kilometer fra Lanzarote og Fuerteventura ud for Afrikas vestkyst.
Det spanske industriministerium godkendte tidligere på året Repsols ansøgning om at olieefterforskning i området ved tre sonderinger i dybder på mellem tre og syv kilometer under havbunden.
Forundersøgelserne er planlagt til at vare omkring fire måneder. Repsol vurderer, at der er under 20 procent chance for at finde betydningsfulde olie- eller gasforekomster i området.
Lokale beboere, repræsentanter for turistbranchen og miljøpartier frygter, at Repsols boringer vil skade den lokale flora og fauna og ikke mindst turistindustrien, der er af vital betydning for områdets økonomi.
En Greenpeace-aktivist blev lørdag såret i en direkte konfrontation med den spanske flåde, der har interveneret til fordel for den spanske oliegigant.
Under sammenstødet knækkede propellen på en Greenpeace-båd, og en 23-årig italiensk kvinde faldt overbord og brækkede benet. Læs mere her og se video, hvor flåden sejler ind i aktivisternes båd
Sammenstødet med de spanske flådefartøjer kom bare en dag efter, at der havde været masseprotester på flere af øerne.
Den regionale kanariske regering kræver en folkeafstemning om olieboringerne for at give beboerne mulighed for selv at beslutte, men kravet er blevet afvist af den konservative regering i Madrid.
Vanvittig bøde
Efter sammenstødet lørdag har flåden nu tilbageholdt Greenpeace-skibet Rainbow Warrior i Arrecife-havnen på Lanzarote og kræver 50.000 euro for at frigive skibet.
Embedsmænd fra Udviklingsministeriet har sagt til kaptajnen på Rainbow Warrior, Joel David Stewart, at sanktions-proceduren er et resultat af, at Greenpeace valgte at ignorere reglerne for maritim trafik. Det kan give bøde op til 300.000. Tjenestemændene har imidlertid valgt at sætte det til 50.000 euro.
Greenpeace har tænkt sig at appellere bøden, som man mener er helt ude af proportioner.
- Tlbageholdelsen af skibet er et angreb på retten til at forsvare miljøet. Vi vil ikke acceptere det her, og vi gentager: vi tier ikke stille, ejheller accepterer vi million-bøder, voldelige sammenstød eller trusler, siger Mario Rodríguez fra Greenpeace, Spanien.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.