Hedebølgen ventes nu at fortsætte frem til på torsdag den 14. august. Pas godt på dig selv!



Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nu bydes der for alvor op til dans i lufthavnen!

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 09/08/2025 - 06:23

Klumme

Klar til absurd kaos i europæiske lufthavne?

Har du nogensinde stået i en lufthavn og febrilsk forsøgt at proppe toiletartiklerne ned i en gennemsigtig plastikpose, mens en emsig security-medarbejder har bjæffet ordrer ud?

Og måske har du stået i køen til sikkerhedstjekket og tænkt: "Er det nu 100 milliliter eller 120, og må jeg have tre eller ti små flasker?". 

Ja, så er du ikke alene!

I kølvandet på, at en irriterende type forsøgte at smugle flydende sprængstof med ombord på et fly, ændredes vores rejseverden sig med ét.

Reglen blev: Maksimalt 100 milliliter per beholder, højst én liter i alt, og det hele skulle være i en gennemsigtig plastikpose.

Kan du SÅ lige få styr på det!

Vi har brugt det meste af dette århundrede på at forstå og leve op til reglerne, så nyheden om, at det endelig skal være slut med alt det bøvl, falder i god jord. Men i første omgang bliver det ikke lettere. 

Tværtimod ...

Nu skal vi nemlig til at holde styr på forskellige regler afhængigt af, hvilken lufthavn vi står i.

Fra Billund til Barcelona: Reglerne skøjter rundt

Fra den 1. august fik Billund Lufthavn grønt lys til at lade passagerer medbringe op til to liter væske i håndbagagen – takket være nye, avancerede 3D-scannere. I de fancy scannere behøver man heller at bøvle med at fiske laptop og tablet frem til separat scanning.

Jubiiii - tag det hele med, men ...

Men tag ikke alt for glad af sted med din gigantflaske flaske solcreme i håndbagagen, for hvis du skal mellemlande i Københavns Lufthavn, er de fem nye 3D-scannere nemlig stadig ikke godkendt. Og når de bliver godkendt, kan du end ikke være sikker på at komme hen i køen til en af de nye scannere. I maj 2026 udvides sikkerhedskontrollen dog med i alt 20 spor med de nye 3D-scannere, så der burde det være muligt at være heldig. Måske.

Hvis du flyver til Helsingfors, Madrid eller Palma de Mallorca, gælder - muligvis - allerede de nye regler, men rejser du via Oslo, så er det tilbage til den gamle 1-liters grænse.

Og lad os tænke videre …

Forestil dig, at du køber en flaske fin mallorcinsk vin i lufthavnen i Palma, hvor to liter er tilladt. Så mellemlander du i Frankfurt, hvor de kun har gamle scannere i Terminal 1, men to nye i Terminal 2. Skal du så smide vinen ud eller satse på ikke at skulle skifte terminal? 

Og hvad hvis du flyver hjem via Stockholm, hvor reglerne igen er anderledes?

Men hvad hulen gør vi så? Tjekker hver eneste lufthavns regler før afgang, eller agerer ganske enkelt som om vi stadig var i 2006. Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

God rejse – og husk at smile til sikkerhedsmedarbejderne. De har det helt sikkert mere træls end dig i den her overgangsfase. Og om 10 år kan vi alle nok grine ad det sammen.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god og helt, helt ukompliceret flyrejse.

Kathrine Hesner

Kan måske også interessere dig
  • På eventyr på Mallorca
    WEEKEND: Professionel eventyrer er igen blevet lokket af det spanske, og det blev en smuk, udfordrende, anbefalelsesværdig og ikke mindst billig tur. Nicolais motto er ‘Living cheap, feeling rich’.

Kommentarer

Og hvor mange terrorister har de så fanget? Ingen formentlig, men det er hemmeligt.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.