Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Afgift på ambulancen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 19/12/2012 - 10:14

Samfund og Politik Sundhed & sygdom


Patienter skal selv være med til at betale for en ambulancekørsel. Et nyt forslag fra Sundhedsministeriet betyder, at der pålægges en bruger...

Patienter skal selv være med til at betale for en ambulancekørsel. Et nyt forslag fra Sundhedsministeriet betyder, at der pålægges en brugerbetaling på mellem 10 og 60 euro om måneden, hvis der tilkaldes en ambulance ved ikke akutte tilfælde.

 

Forslaget er inspireret fra den nuværende medicinordning, hvor patienter selv skal betale for en del af deres medicinforbrug i forhold til deres indtægtsforhold.

 

Det koster det dig

Forslaget skal behandles på et møde med repræsentanter for de selvstyrende regioner på torsdag og betyder, at patienter med en indtægt på under 18.000 euro om året skal betale 10 euro om måneden, mens personer med indtægt på mellem 18.000 og 100.000 euro skal betale 20, og resten skal af med 60 euro.

 

Alle priserne er maksimumangivelser, forstået på den måde at uanset, hvor mange gange, man benytter sig af en ambulance, bliver den månedslige egenbetaling på højst 10 til 60 euro.

 

Kriteriet for betalingen er patientens tilstand. Hvis man selv er i stand til at køre til eller fra sygehuset, men vælger en ambulance, skal man selv betale, skriver ABC. Det bliver op til lægen at vurdere hvert enkelt tilfælde.

 

Fritaget for den nye ambulance-brugerbetaling er handikappede og invalide, arbejdsløse uden understøttelse og pensionister uden folkepension.

 

Kronisk syge vil blive pålagt en halvårlig afgift i henhold til deres indtægt.

 

Rigtig dyrt for nyrepatienter

Blandt de grupper, der frygter at blive hårdt ramt af brugerbetalingen, er nyrepatienter i dialyse. Josefa Gómez López, der er formand for dialyseforeningen ALCER i Málaga, vil kræve, at nyrepatienter bliver fritaget for brugerbetaling.

 

- En dialysepatient kan have brug for at få behandling tre eller fire gange om ugen, så hvis regeringen beslutter at lægge en fast pris på hver tur, kan det blive rigtigt dyrt, siger hun.

 

Ud over den månedlige kvote på mellem 10 og 60 euro er nyrepatienter også pålagt brugerbetaling for deres medicin

 

- Så hvis man lægger det hele sammen, kan det blive en særdeles dyr affære for en pensionist, der kun har 400 euro om måneden, siger López.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.