Ny fatal busulykke
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 24/03/2014 - 10:12
Fly & trafik
Krydstogt-turist mistede livet og ti blev kvæstet - heraf to alvorligt – da en turistbus påkørte en gruppe passagerer.
Krydstogt-turist mistede livet og ti blev kvæstet - heraf to alvorligt – da en turistbus påkørte en gruppe passagerer.
Ulykken skete lørdag eftermiddag på den snoede bjergvej GC-603 mellem Fataga og San Bartolomé de Tirajana på et sydlige Gran Canaria.
Forskellige forklaringer
Der er flere mulige forklaringer på årsagen til ulykken. Laprovincia skriver, at undervognen havde sat sig fast i et skarpt sving, og chaufføren bad derfor nogle af passagererne om at stige ud, så han kunne få bussen fri. Og så gik det galt.
Eldiario.es hævder derimod, at en af passagererne var blevet dårlig under kørslen i de skarpe sving og fik lov til at stige ud og få lidt frisk luft. Flere andre passagerer gik med ham.
Buschaufføren ville benytte lejligheden til at svinge bussen ind til siden og havde ikke set, at passagererne havde stillet sig om bag ved. Da han svingede køretøjet rundt, ramte den nogle af passagererne.
Væltede ud over skrænten
En 76-årig italiener blev skubbet ud over kanten og faldt fem meter ned ad skrænten. Styrtet var så voldsomt, at manden døde af sine kvæstelser.
Eldiario.es skriver, at italienerens hustru, som også var med bussen, blev så chokeret, at hun ikke kunne tale og måtte have omgående krisehjælp.
To andre, en 69-årig mand og en 59-årig kvinde, blev også alvorligt kvæstet. Manden måtte fragtes med helikopter til Dr. Negrin-sygehuset i Las Palmas med brystskader, mens kvinden blev kørt i ambulance til Hospital Insular de Gran Canaria i Las Palmas med hjernerystelse.
Syv andre blev lettere skadet.
Video fra ulykkesstedet:
Sidste feriedag
Turistbussen tilhører selskabet Abianyera Bus. Den havde 43 krydstogt-passagerer fra MSC Armonia ombord, da ulykken skete.
Bussen var på vej tilbage til Las Palmas efter en rundtur på øen som afslutning på krydstogtet. Turisterne skulle efter planen være fløjet hjem samme dag klokken 19.
Det er den anden dødsulykke på en bjergvej på Gran Canaria i løbet af bare 14 dage. Den 10. marts blev en schweizisk turist dræbt og 17 kvæstet, da en bus væltede ved en stejl bakke nord for Ingenio.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.