Ny halvdansk vicepremierminister elsker privatliv, vinyl og ″halvmand″
Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 26/11/2024 - 10:13
Samfund og Politik
VIDEO: Kongen lykønsker Sara Aagesen, Teresa Riberas afløser.
Pedro Sánchez levede op til forventningerne og udnævnte i går officielt Sara Aagesen til ny tredje vicepremierminister og minister for økologisk omstilling og den demografiske udfordring. Hun er kemiingeniør fra Complutense-universitetet i Madrid, og hun indtager posten med en solid baggrund inden for bæredygtighed, energiomstilling og kampen mod klimaforandringer.
Hendes tekniske og stringente profil sikrer ifølge premierminister kontinuiteten i den “professionelle og sagkyndige” tilgang, der kendetegnede hendes forgænger, som nu bliver EU-kommissær.
I går modtog Sara Aagesen officielt titlen fra sin forgænger, Teresa Ribera.
Værsgo!
I de første ord som vicepremierminister og minister fremhævede Aagesen videnskabens rolle i kampen mod klimaforandringer og den mulighed, som den økologiske omstilling udgør for Spanien.
Hun blev også officielt sat ind og svor sin troskab over for Grundloven og Hans Majestæt Kongen:
Danske rødder, men meget privat
Og nu tænker du måske ‘Aagesen’ - det lyder da en smule bekendt, og det er faktisk ikke helt skævt.
Sara Aagesen Muñoz blev godt nok født i Madrid i 1976, men det skandinavisk klingende navn kom fra hendes danske far, mens det spanske fra hendes spanske mor. Hun gik i folkeskole i La Moraleja, Los Sauces, og det var i dette eksklusive hovedstadsområde, hun voksede op med sine forældre og søskende. Her bor hun i øvrigt stadig.
Sara Aagesen er ekstremt diskret omkring sit privatliv, og derfor har vi heller ikke haft held med at finde mere information om hendes danske ophav.
Hun har heller ingen tilstedeværelse på sociale netværk, kun en professionel profil på LinkedIn, hvor hun præsenterer sig selv med ordene: “Har arbejdet for den spanske regering i forskellige funktioner siden 2002. Hun har været involveret i de internationale forhandlinger om FN's rammekonvention om klimaændringer og deltager aktivt i europæiske og nationale klimaændringspolitikker med særligt fokus på transport, energi, affald, fluorholdige gasser og husholdningssektoren.”
Man ved ikke meget om hendes privatliv, men forskellige kilder bekræfter, at hun er mor til en dreng og en pige. Ifølge 'Vanitatis' er hun i et forhold med Diego Fernández-Polanco, der er medstifter af den Valladolid-baserede virksomhed teCH4+, som tilbyder rene løsninger til affaldshåndtering ved hjælp af en patenteret teknologi kaldet termisk hydrolyse.
Ud over politik er musik angiveligt Sara Aagesens store passion, og hun har en vinylsamling. Hvorvidt den indeholder noget Shu-bi-dua og Kim Larsen må desværre også stå hen i det uvisse.
Halvmand holdt ud trods modgang
I et af de få interviews, der findes med den nye halvdansker sagde hun i december 2022 til magasinet 'Ambienta', at det, der “genoplader hendes batterier, er hver dag at se, at hendes børns smil og energi”, og at det, der til gengæld “dræner hendes energi, er demagogi, tom og egoistisk kritik, polarisering og dovenskab”.
I samme interview afslører hun, at hvis hun ikke var blevet kemiingeniør, ville hun have læst biologi, at hendes yndlingsfarve “ironisk nok altid har været grøn”, og hun bekræfter, at som historisk person “er jeg fascineret af Blas de Lezo, fordi han på trods af fysiske skavanker altid overvandt modgang og holdt ud, når alt var imod ham”.
Blas de Lezo var en af de vigtigste søofficerer i den spanske flådes historie. Han havde en enestående militær karriere, fra han sluttede sig til den fransk-spanske flåde som kadet i 1702 til sin død i 1741.
Han overvandt de skader, han pådrog sig i kamp, og som gjorde, at han kun kunne bruge et øje, et ben og en arm i en alder af 25 år. Hans handicap afholdt ham ikke fra aktiv tjeneste og gav ham øgenavnet ‘Mediohombre’ - Halvmand.
Hvilket tilnavn Sara Aagesen ender med, vil kun tiden vise. Men 'MediaMujer' bliver det nok næppe.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.