Spaniens-dansker anholdt i Kastrup
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/12/2011 - 11:40
Krimi og katastrofe
12 mænd og en kvinde sidder nu bag tremmer i en stor hashsag, der drejer sig om indsmugling af flere ton hash fra Spanien til Danmark. Forrige ...
12 mænd og en kvinde sidder nu bag tremmer i en stor hashsag, der drejer sig om indsmugling af flere ton hash fra Spanien til Danmark. Forrige lørdag blev den 53-årige mand, som den seneste i rækken, fængslet i sagen.
- Han var synligt nervøs under hele rejsen, fortæller en passager, der talte med manden under flyturen fra Málaga over Madrid og Barcelona til København.
- Manden fortalte, at han skulle være i Danmark fredag den 2. december. Det var åbenbart meget vigtigt”.
Tåge forsinkede rejsen fra Málaga og i stedet for at lande på det planlagte tidspunkt kl. 14:10, blev ankomsten forsinket til kl. 23:26 med Spanair JK0037.
Klik her for at læse om flyveturen: For dårligt, Spanair!
Redaktionen kender mandens identitet
- Vi har haft en mistanke mod den her mand, som er bosiddende i Sydspanien, og her til midnat landede han i Københavns Lufthavn, hvor han så blev anholdt, sagde Steffen Th. Steffensen, der er leder af narkosektionen i Københavns Politi, til Ritzau lørdag den 3. december.
Spanien i Dag er bekendt med mandens identitet. Han har boet i en årrække i Fuengirola-Mijas-området med sin hustru og yngre datter og har selv været beskæftiget i transportbranchen. Manden har også oplyst, at han tidligere i år har været i Danmark for at tjene penge ved blandt andet snedkerarbejde, da det - ifølge den anholdte selv - har været hårde tider økonomisk.
Over to ton hash
Manden er sigtet for to forhold. Det ene drejer sig om indsmugling af 1.500 kilo hash den 6. september, mens det andet omhandler indsmugling af 750 kilo hash den 4. juli, oplyser Steffen Th. Steffensen.
Lørdag var den 53-årige mand en tur forbi dommervagten i København, hvor dommeren vurderede politiets beviser i sagen til at være tilstrækkelige til at sende manden bag tremmer. Retsmøderne i sagen foregår bag lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning. Man regner sansynligvis ikke med, at det er den sidste anholdelse, der er foretaget i sagen. Derfor er det sparsomt, hvad Steffen Th. Steffensen kan fortælle om sagens detaljer.
- Men den 53-årige har delvist tilstået over for politiet, siger han til Ritzau.
Kæmpe smugler-sag
I alt 12 mænd og en kvinde er nu fængslet i narko-sagen. Det hele begyndte at rulle i starten af oktober, hvor politiet beslaglagde mere end 500 kilo hash i et industrikvarter i Ringsted. Her tog politiet bogstaveligt talt tre personer med fingrene i småkagedåsen. De var i færd med at laste de mange kilo fra en flyttebil og over i en Toyota Hiace-varebil.
Siden har politiet haft held til at slå kløerne i flere kilo, og alt i alt er der beslaglagt 907 kilo hash i sagen.
En af de sigtede blev anholdt i Spanien og udleveret til Danmark, mens andre - som den 53-årige - er blevet lagt i håndjern efter landing i Danmark.
Det var i sin tid en melding om, at et skib lastet med hash var på vej fra Marokko til Danmark, som fik politiet til at efterforske sagen.
- Vi er slet ikke færdige med sagen endnu. Der kan blive rejst flere sigtelser, og der har været mange transporter af hash mellem Sydspanien og Danmark, siger Steffen Th. Steffensen.
Ville undgå spansk fængsel?
Den senest anholdte i rækken besluttede først dagen inden afgang, at han skulle af sted. Det fortalte manden selv på rejsen. Han fortalte desuden, at han skulle til Danmark for at tjene nogle flere penge.
- Min fornemmelse er, at den 53-årige mand havde lavet en frivillig aftale med Politiet i Danmark for at undgå anholdelse og fængsling i Spanien, fortæller passageren, der fulgtes med den anholdte i de mange timer på turen fra Spanien til Danmark.
- Han havde tilsyneladende også fået aftalt, at han ikke blev anholdt ved flyet. Han fik i hvert fald lov til selv at hente sin bagage, og først herefter er han blevet lagt i håndjern.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.