Ny hedebølge på vej
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/08/2012 - 10:02
Vejr og natur
Selv om termometret igen er faldet til den rigtige side af de 40 grader, er der ingen grund til at tro, at det varme vejr er forbi. Ifølge mete...
Selv om termometret igen er faldet til den rigtige side af de 40 grader, er der ingen grund til at tro, at det varme vejr er forbi. Ifølge meteorologerne kommer der en ny hedebølge i slutningen af august, som sender kviksølvet op over 40 grader.
Selv om meteorologerne lovede op til 45 grader, blev der i flere byer målt 50. Som i Cordoba, hvor termometret var helt oppe at ringe i det røde felt. Men også i Sevilla og flere steder i den indre del af landet, blev der målt over 45 grader.
Temperaturfald flere steder
Men nu er varmen altså på retur med et temperaturfald på op til otte grader. En frisk vind fra den nordlige del af Atlanterhavet trænger i dag ind over Galicien og Cantabrien og afløser den hedebølge, der har ligget over landet siden tirsdag i sidste uge.
I hele landet falder temperaturerne med mellem fire og otte grader med undtagelse af de nordvestlige egne og i de sydøstlige egne, hvor der ikke vil være de store ændringer, siger Ana Casals, chef for Meteorologisk Instituts varslingssystem til Europa Press.
I den nordlige del af landet kommer der mere skyet vejr, og her kan der endda også komme byger.
Sommervarmen er langt fra forbi
Mandag falder temperaturen igen til 30 grader flere steder langs kysterne, mens den på Costa del Sol fortsat vil ligge omkring 35.
På De Kanariske Øer vil der fortsat være en del dis, som har ligget som en tæt dyne over de spanske ferieøer i flere dage. Men meget tyder altså på, at sommervarmen langt fra er forbi, så nyd de “kølige” dage, inden termometret igen bevæger sig op på den forkerte side af de 40 grader.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.