Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ny konge i Spanien?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 30/01/2013 - 11:31

Kendte & kongelige


Meddelelsen i januar, om at Hollands Dronning Beatrix abdicerede og overlod tronen til sønnike Willem-Alexander, pustede til spekulationerne om...

Meddelelsen i januar, om at Hollands Dronning Beatrix abdicerede og overlod tronen til sønnike Willem-Alexander, pustede til spekulationerne om, hvor længe der skal gå, før Spaniens Elefant-konge beslutter sig for det samme. Og spørgsmålet er, hvor mange skandaler kongehuset egentlig kan holde til, før der skal forandringer til.

 

Hollands dronning sad på tronen i 33 år og er nemlig jævnaldrende med Spanien konge – de fylder begge 75 i år. Deres førstefødte sønner fylder i år 45 og vurderes at være begge klar til at overtage tronen på et hvilket som helst tidspunkt.

 

Mere end klar til tronen

Meddelelsen, om at Beatrix gik af, kom bare to dage inden Spaniens tronarving, Kronprins Felipe, i dag fylder 45, hvilket dels bliver fejret under indvielsen af den årlige turistmesse Fitur i Madrid.

 

Det står i dag klart, at Spaniens tronfølger er mere end godt forberedt på sin fremtid som landets konge. Kronprinsen overtager stille og roligt flere og flere af kongens forpligtelser, så Felipe sidste år faktisk havde flere officielle forpligtelser end kongen, nemlig 200 mod kongens 153.

 

Tronskiftet i Holland kommer til at foregå den 30. april, og den hollandske regent siger selv, at det er det rette tidspunkt.

 

- Nu må ansvaret for vores nation overlades til den nye generation, lyder det fra den afgående dronning.

 

Og man kan ikke andet end forestille sig, at Spaniens konge tænker i samme baner.

 

Skeletter vælter ud af skabet

Mens der er ro om det hollandske kongehus er den spanske kongefamilie for alvor kommet i vælten, efter afsløring af at prinsesse Cristinas mand, Iñaki Urdangarin, er sigtet i en omfattende korruptions-sag.

 

Anklagerne mod prinsesse Cristinas korruptions-sigtede mand ser nu ud til at involvere resten af kongefamilien. Prinsesse Cristina og Prinsesse Elenas sekretær, Carlos Garcia Revenga, er nemlig indkaldt til afhøring i retten den 23. februar, samme dag som prinsessens mand. Urdangarin skal afhøres klokken ni, mens prinsessens sekretær er indkaldt til klokken 13.

 

Kongehuset ønsker ikke at udtale sig i forbindelse med anklagerne mod prinsessernes sekretær, før de har set nærmere på indkaldelsen, oplyser Europa Press.

 

Revenga sagde sidste uge at han var klar til at afgive beretning for retten i forbindelse med de seneste oplysninger i efterforskningen af den såkaldte Noos-sag, der ser ud at involvere flere af kongefamiliens ansatte.

 

Og udover alt dét rod var der jo også det med kongens famøse elefantjagt i Afrika, hvor han brækkede hoften og satte fædrelandet på den anden ende efter afsløring af et noget venskabeligt forhold til den dansk-tyske prinsesse, Corinna zu Sayn-Wittgenstein. Mon ikke gerne Elefantkongen snart trækker snablen til sig ligesom sin hollandske kollega?

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.