Ny skandale ruller
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 06/03/2012 - 12:33
Samfund og Politik
Der er lagt op til – endnu - en grotesk skandalesag inden for den andalusiske forvaltning. Formand for den andalusiske erhvervsfond, Ivercaria...
Der er lagt op til – endnu - en grotesk skandalesag inden for den andalusiske forvaltning. Formand for den andalusiske erhvervsfond, Ivercaria, Laura Gómiz Nogales, er mistænkt for at have udarbejdet fiktive rapporter.
Årsagen var at dække over ulovlig tildeling af millionbeløb til kriseramte andalusiske virksomheder, som stod over for omfattende nedskæringer og fyringer.
Invercaria (Inversión y Gestión de Capital Riesgo de Andalucía) er et offentligt selskab under det andalusiske økonomiudvalg, som forvalter støtte til selskaber, der er ramt af krise og deraf følgende personalenedskæringer. Selskabet har ifølge dets egne oplysninger til formål at ”styrke erhvervsliv og forandring af modellen for produktion i vores region”. Meget tyder dog på, at forvaltningen med de ellers så gode hensigtserklæringer er fuld af uregelmæssigheder, der ikke tåler dagslys.
Støttede vennerne
Ifølge det konservative dagblad ABC blev der uretmæssigt fordelt mindst otte millioner euro fra en særlig konto B til selskaber, der havde nær tilknytning til det andalusiske regeringsparti, PSOE. Men selskabet forvaltede mindst 30 millioner offentlige skatte-euro, som blev tildelt udvalgte virksomheder ”efter ledelsens eget ønske”.
Sagens hovedmistænkte, Laura Gómiz Nogales, blev udpeget til jobbet af den andalusiske regeringsleder, José Antonio Griñán, den 29. juli 2010. I forbindelse med en undersøgelse fra ligningsrådet blev direktøren for Invercaria Promotion, Cristóbal Cantos Sánchez, knap et år senere bedt om at udarbejde forskellige registre med falske rapporter for at kunne begrunde støtte til virksomheder, der ikke opfyldte de lovmæssige krav.
Afsløret gennem telefonaflytning
Afsløring af en samtale mellem Invercias formand, Laura Gómiz og chef for promovering, Cristóbal Cantos Sánchez den 26. april 2011 afslører med al tydelighed, at ledelsen krævede ”udarbejdelse af fiktive fakturaer”.
I samtalen forklarer Gómiz, at det er nødvendigt at 'legalisere' visse registreringer for at maskere selskabets metoder over for ligningstilsynet.
Efter at have gjort det klart over for Cristobal Cantos, at tilskuddene er fordelt uden overholdelse af den normale procedure, opfordrer Gómiz sin underordnede til, at ”gøre som hun siger” og ”lovliggøre de ulovlige rapporter”.
I samtalen siger Laura Gómiz direkte, at ”hvis hun skulle se på de etiske forhold, ville hun ikke arbejde i denne organisation”.
Formanden for Invercaria, Laura Gómiz Nogales, har på et internt møde erkendt forvaltningen af de mange uregelmæssigheder i virksomheden, og hun hævder, at selskabets bestyrelse ”var opmærksom på dem”.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.