Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nye chokerende tal

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 06/09/2012 - 07:03

Penge & Forbrug


Der er ikke noget at råbe hurra for, når det gælder situationen på det spanske arbejdsmarked. Beskæftigelsen falder, antallet af bidrags-yd...

Der er ikke noget at råbe hurra for, når det gælder situationen på det spanske arbejdsmarked. Beskæftigelsen falder, antallet af bidrags-ydere til sygesikringen daler, og regeringens upopulære arbejdsmarkedsreform har ikke haft nogen effekt.

 

Værst og bedst

Arbejdsløsheden i Spanien steg i august med 38.179 personer, efter at der i de fire foregående måneder har været et mindre fald. Eneste gode nyhed er, at det er den laveste stigning i arbejdsløsheden på en august måned siden 2006. Sidste år steg antallet af arbejdsløse i august med 51.185 personer, mens den for tre år siden voksede med 84.985 personer.

 

Antallet af arbejdsløse lå i slutningen af august på i alt 4.625.634 personer.

 

Den største nedgang finder vi i Murcia og Baskerlandet, efterfulgt af Cataluña, Valencia, Castilla-La Mancha og Andalusien.

 

Málaga var den eneste provins i Sydspanien, hvor beskæftigelsen ikke er faldet. Her blev antallet af arbejdsløse reduceret med 46 personer, men lidt har som bekendt også ret.

 

De sektorer, der er værst ramt, er servicesektoren, efterfulgt af industri og byggeri.

 

Værdiløs reform

Blandt udlændinge faldt ledigheden med 9.592 personer i forhold til juli, hvorefter det samlede antal udenlandske arbejdsløse nu ligger på 585.164.

 

Der er til gengæld ikke godt nyt, når det gælder indtægterne til det sociale sygesikringssystem Seguridad Social. Antallet af beskæftigede, der bidrager til sygesikringen hver måned, faldt i august med 136.762 personer i forhold til juli.

 

Der er heller ikke noget, der tyder på at regeringens arbejdsmarkedsreform har virket efter hensigten. Antallet af nye arbejdskontrakter faldt i august med 3,73 procent i forhold til samme måned året før.

 

Der blev kun indgået 61.797 fastansættelser, hvilket svarer til en nedgang på 6,54 procent i forhold til sidste år.

 

I løbet af årets første otte måneder er antallet af fastansættelser faldet til 8.890.357, hvilket er fem procent mindre end i samme periode året før.
 

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.