Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nye ministre i regeringen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 28/03/2023 - 10:01

Samfund og Politik

Premierminister Pedro Sánchez oplyste i går ændringerne i regeringen efter at have meddelt dem til kong Felipe VI.

Héctor Gómez Hernández og José Manuel Miñones Conde vil snart blive udnævnt til nye ministre for henholdsvis industri, handel og turisme og sundhed. Miñones og Gómez overtager ministeierne fra Reyes Maroto og Carolina Darias, efter de er trådt tilbage for i stedet at stille op op til borgmestervalgene i Madrid og Las Palmas.

Den nye minister for industri, handel og turisme, Héctor Gómez, som allerede var en del af Reyes Marotos hold i dette ministerium, er i øjeblikket formand for forfatningskommissionen i Kngressen.


Den nye sundhedsminister, José Manuel Miñones, er ph.d. i farmaci og har arbejdet som regeringsdelegeret i Galicien.

Pedro Sánchez definerer dem begge som to fremragende embedsmænd med en upåklagelig baggrund og et ufravigeligt engagement i at forsvare almenvellet.

Tak til Reyes Maroto og Carolina Darias

Sánchez takkede ministrene Reyes Maroto og Carolina Darias for deres arbejde. Førstnævnte har været en del af regeringen siden 2018, og Darias blev udnævnt til sundhedsminister i januar 2021 efter at have været minister for territorialpolitik og offentlige funktioner.

Blandt de mest fremtrædende resultater på industriområdet nævnte Sánchez genoprettelsen og fremme af denne økonomiske sektor efter pandemien med initiativer som industriloven og statutten for IT-virksomheder. På sundhedsområdet nævnte han planen for primær sundhedspleje til en milliard euro, INVEAT-planen og det største antal MIR-pladser i Spaniens historie.

Mod valget i november

Sánchez fremhævede, at regeringen med de nye udnævnelser vil gå den sidste del af valgperioden i møde ved at holde fast i de mål, der blev annonceret i hans indsættelsestale: omlægning af produktionsmodellen, styrkelse af de offentlige tjenester, gennemførelse af en retfærdig økologisk omstilling og fremskridt med hensyn til reel og effektiv ligestilling mellem mænd og kvinder.

På trods af pandemien, krigen i Ukraine og den økonomiske usikkerhed mener Sánchez, at Spanien har været i stand til at komme videre takket være de gennemførte reformer og de sociale pagter, som koalitionsregeringen har indgået.

Ligeledes udgør de 140.000 millioner euro i EU-midler en stor mulighed for at skabe flere og bedre job og opnå en mere solid og retfærdig vækst.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.