Nye regler for adgang til populært turistområde
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 13/01/2025 - 07:00
Rejser & oplevelser
Gran Canaria går med på trenden og indfører billet til naturmonument.
Cabildo de Gran Canaria ønsker at kontrollere tilstrømningen af mennesker til populært naturområde for at beskytte miljøet og garantere en turistoplevelse af høj kvalitet.
Fra den 3. februar skal de, der ønsker at besøge det karakteristiske Roque Nublo på Gran Canaria, som dagligt besøges af 1.500 mennesker, booke plads på forhånd.
Myndighederne gør det for at styre adgangen til stien og omgivelserne i dette smukke naturområde. Målet er at reducere antallet af køretøjer, der passerer gennem området, samt at kontrollere antallet af daglige besøg, så man kan nyde stedet uden at skulle spidse albuerne.
Der er oprettet et bookingsystem til at planlægge besøg i spidsbelastningsperioder, det vil sige mellem klokken 9:00 og 17:00, og det vil være i drift fra 15. januar.
For enkeltpersoner vil adgangen være begrænset til 60 personer i timen, og hver bruger vil maksimalt kunne foretage fem reservationer. Kontrollen sker ved hjælp af en QR-kode, som tildeles, når bookingen foretages.
Skolebørn og aktive turistvirksomheder vil have særlige regler. For førstnævnte gælder det, at en gruppe på 60 personer per dag eller to grupper på 30 får adgang. For aktive turistvirksomheder er grænsen 30 personer hver anden time, og der kræves licensnummer.
For residente i Tejeda og Artenara gælder der dog andre regler. De kan nemlig frit få adgang mod forevisning af deres ID-kort eller bopælsattest. Der kræves i øvrigt heller ikke reservationer for folk, der ankommer via tilstødende stier.
Trafikale begrænsninger
Det vil ikke længere være muligt at parkere i området Degollada de la Goleta, som er det vigtigste adgangspunkt. I stedet er der oprettet park-and-ride-parkeringspladser på to strategiske steder i centrum af Tejeda og ved Cruz de los Llanos.
Fra disse steder kan man komme til stien med shuttlebusser, som administreres af Cabildo de Gran Canaria. De kører i cirkulær rute i begge retninger og forbinder parkeringspladserne med nøglepunkter som Cruz de Tejeda, Roque Bentayga og snart også El Mirador og Centro de Interpretación de la Degollada de Becerra.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.