Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nye regler for kørekort

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 18/01/2013 - 11:33

Fly & trafik


Danskere med dansk kørekort bliver hårdt ramt af nye EU-regler for kørekort, der træder i kraft i morgen. Personer med spansk kørekort er i...

Danskere med dansk kørekort bliver hårdt ramt af nye EU-regler for kørekort, der træder i kraft i morgen. Personer med spansk kørekort er i forvejen vant til nogle af ændringerne, som blandt andet betyder, at der bliver flere kategorier og at kørekortet skal fornyes oftere – specielt for folk over 65 år.

 

Det standardiserede EU-kørekort træder i kraft fra lørdag den 19. januar, og dermed skal danskerne indstille sig på, at kørekortet ikke automatisk holder i lang tid, der bliver flere kategorier til motorcykler, lastvogne og busser, og så sker der også nogle aldersmæssige ændringer.

 

Det nye kørekort, som vil harmonisere bestemmelser inden for EU, kommer til at ligne et kreditkort, og varer ikke ”for evigt”, som vi danskere har været vant til.

 

EU-direktivet har blandt andet til formål at gøre det vanskeligere at forfalske. Udgangspunktet er ens for alle EU-lande, men udseendet kan hvert land selv bestemme.

 

Spanien halter lidt efter

Mens Danmark allerede har ratificeret de nye EU-regler, går det noget langsommere i Spanien, hvor det spanske færdselspoliti DGT endnu ikke har givet oplysninger eller instrukser om de nye regler.

 

- Jeg har ikke hørt noget og venter på at få besked om, hvilke ændringer, der bliver gældende for personer med spansk kørekort, fortæller Mads Brygmann i Fuengirola.

 

Med de nye regler gælder det, at danske og andre udenlandske bilister skal have spansk kørekort, hvis de opholder sig i Spanien i mere end 185 dage.

 

- Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der har fået bøde for at køre med et dansk kørekort, men vedtagelsen af EU-bestemmelserne kommer nok til at betyde, at politiet fremover vil tjekke kørekort lidt oftere, siger Mads Brygmann til Spanien i Dag.

 

Kortere gyldighed

Kørekort til en personbil i Danmark får fremover en gyldighed på 15 år, mens det i Spanien skal fornyes hvert tiende år frem til det fyldte 55. år. Derefter skal det fornyes hvert femte år til det fyldte 70. år og fra 80 år en gang om året.

 

De nuværende fem kørekort-kategorier udvides. Der bliver således tre kategorier inden for motorcykler delt op efter motorkraft, mens man fremover kan få kørekort til både lille eller stor bus og lastbil.

 

Det er også slut med at få kørekort til alle typer køretøjer, straks man fylder 18 år. Der bliver forskellige aldersgrænser inden for motorcykelkørekort, man skal være 21 år for at få kørekort til lastbil og 24 år for at køre en bus, med forsvaret som en af de få undtagelser.

 

65-årige tjekkes hvert 5. år

Direktivet betyder også, at alle skal gennem et lægetjek hvert 10. år, mens bilister over 65 skal tjekkes hvert femte år. Lægeundersøgelsen består i en syns-, hørelse- og koordineringstest, som vi kender det her fra Spanien.

 

I forhold til personer, som nærmer sig 70 år, er der ikke ændret i de gældende regler, hvorefter gyldighedstiden gradueres efterhånden, som personerne bliver ældre.

 

Danskere og andre EU-borgere kan beholde deres oprindelige kørekort i Spanien, såfremt de opholder sig i deres hjemland i minimum 185 dage om året og stadig opgiver deres faste bopæls-adresse som værende i Danmark/oprindelsesland.

 

Bilister, der har kørekort, som er udstedt inden 19. januar 2013, skal ikke være bekymrede. Det gamle kørekort vil have den samme gyldighedsperiode som hidtil og kører efter de gamle regler. Kortet skal dog ombyttes inden år 2033 til den nye kreditkort-model, og så vil det have en gyldighedsperiode på 10 år, mod 50 år efter de gamle danske regler.

 

Fra 19. januar gælder der følgende kategorier:

1) Kategori AM (ny kategori)
a) Lille knallert
b) Stor knallert

 

2) Kategori A1 (ny kategori)
Lille motorcykel

 

3) Kategori A2 (ny kategori)
Mellemstor motorcykel

 

4) Kategori A
Stor motorcykel

 

5) Kategori B
Almindelig bil

 

6) Kategori C1 (ny kategori)
Lille lastbil

 

7) Kategori C
Stor lastbil

 

8) Kategori D1 (ny kategori)
Lille bus

 

9) Kategori D
Stor bus

 

10) Kategori E
Stort påhængskøretøj

a) Kategori B med stort påhængskøretøj (kategori B/E)
b) Kategori C1 med stort påhængskøretøj (kategori C1/E) (ny kategori)
c) Kategori C med stort påhængskøretøj (kategori C/E)
d) Kategori D1 med stort påhængskøretøj (kategori D1/E) (ny kategori)
e) Kategori D med stort påhængskøretøj (kategori D/E)

 

Nye aldersgrænser

Hvis du skal til at tage kørekort, gælder følgende alderskrav fra 19. januar:

Kategori AM (lille knallert) 16 år
Kategori AM (stor knallert) b) 18 år
Kategori A1 (lille motorcykel) 18 år
Kategori A2 (mellem motorcykel) 20 år*
Kategori A (stor motorcykel) 24 år (i visse tilfælde 22 år)**
Kategori B (almindelig bil) og kategori B med stort påhængskøretøj (kategori B/E) 18 år***
Kategori C1 (lille lastbil) og kategori C1 med stort påhængskøretøj (kategori C1/E) 18 år
Kategori C (stor lastbil) og kategori C med stort påhængskøretøj (kategori C/E) 21 år (i visse tilfælde 18 år)
Kategori D1 (lille bus) og kategori D1 med stort påhængskøretøj (kategori D1/E) 21 år
Kategori D (stor bus) og kategori D med stort påhængskøretøj (kategori D/E) 24 år (i visse tilfælde 21 år)

 

*18 år, hvis den pågældende er ansat/værnepligtig/frivillig i forsvaret, hjemmeværnet eller det statslige redningsberedskab.

**21 år, hvis den pågældende er ansat/værnepligtig/frivillig i forsvaret, hjemmeværnet eller det statslige redningsberedskab, eller man alene skal have ret til at føre visse køretøjer. *** enkelte køretøjer kræver dog, at den pågældende er fyldt 21 år.

 

Alle kørekort udstedt efter 19. januar 2013 er gyldige i 15 år (10 år i Spanien), men der er visse undtagelser, hvor kørekortet kun vil være gyldigt i fem år. Det gælder følgende:

· C1 (lille lastbil)
· C (stor lastbil)
· D1 (lille bus)
· D (stor bus)
· C1/E, C/E, D1/E, D/E (henholdsvis lille lastbil, stor lastbil, lille bus og stor bus med stort påhængskøretøj).

 

Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring skal ligesom i dag udstedes med en gyldighedstid på 5 år. I forhold til personer, som nærmer sig 70 år, er der ikke ændret i de gældende regler, hvorefter gyldighedstiden gradueres efterhånden, som personerne bliver ældre.

 

Spanien i Dag følger op på sagen

 

 

Kommentarer

Hej
Jeg kan ikke forstå at et dansk EU kørekort i kreditkort format ikke er godt nok i Spanien , som jo er medlem af
EU. Er det en ny pengemaskine ?
Susanne
Hej Spanien Idag God artikel, men kunne I ikke følge op og orientere om hvordan man får fornyet sit danske kørekort? Hvor skal man henvende sig, skal man have lægeerklæring, nyt foto, og hvad koster det m.m?
Er der nogen der er klar over, HVORDAN man skifter til Spansk kørekort. - Politiet? - Guardia Civil? - DGT? - Eller? Mvh.
Jeg kan oplyse, at politiet er begyndt at slå til mht. bøder for et køre på dansk kørekort. Det har lige kostet mig 240€ og jeg har kendskab til en mere, som har fået "samme tur". Jeg har fået mit bragt i orden!!!!qa
Åbenbart heldig med kørekort. fornyet 26.01.2010 da var jeg 78 gyldigt til 26.01.2015 hvor jeg, hvis ikke jeg har stillet træskoene, er 84 Hilsen Johan
Man skal huske at tage kopi af sit gamle kørekort. På de nye kort af kreditkort størrelse står der ikke hvornår man i første omgang fik kørekort. Jeg skulle købe en bil IKKE RESIDENT og havde erklæring fra mit forsikringsselskab i Danmark om at jeg var elitebillist med. I første omgang fik jeg en dyr forsikring fordi mit gamle kørekort fra 1970 var udskiftet til ny model for to år siden, grundet omtale i TV "kontant " om svindel med kørekort. Bankdamen/min forsikring troede mig på mit ord, men jeg kunne ikke dokumentere det hvis det havde været forlangt.
Spanien har gode regler for fornyelse af kørekort for folk over 80 år: Jeg er født i maj 1928 og har spansk kørekort. Fra 80 år fik jeg det nye gældende i to år - men i maj 2012, da jeg skulle have det fornyet inden det 84-sindstyvende år fik jeg det fornyet for fem år!! Det er reglen nu! Og meget billigere end i Danmark. Ingen betaling for kørekortet, intet billede (det tog lægen med sin computer) og lægereklæring for ca det halve af, hvad en dansk læge tager. Dertil kom, at lægen sendte billede og lægeerklæring til politiet elektronisk. Det gamle kort kunne jeg beholde og benytte indtil det nye kom efter ca. 8 dage. Sådan!!!

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.