Nye spor efter forsvundne børn
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 20/07/2012 - 13:39
Krimi og katastrofe
Kriminalpolitiet har fundet to sække med ”mistænkeligt” indhold på en losseplads nær den landejendom i Córdoba, hvor den mordsigtede Jo...
Kriminalpolitiet har fundet to sække med ”mistænkeligt” indhold på en losseplads nær den landejendom i Córdoba, hvor den mordsigtede José Bretón den 8. oktober sidste år sidst blev set med sine to små børn.
Dagen efter blev børnene meldt savnet, og siden har ingen set dem.
Gådefulde spor med menneskeblod
I den ene af sækkene blev der fundet et kobber-farvet håndklæde og en tegning på et stykke papir. I den anden sæk, der var dækket til med affald, var der jordrester og legetøj-vandpistoler af den slags, man får med en børnemenu på en fastfood-restaurant.
Faderens advokat, José María Sánchez de Puerta, har fået afslag på løsladelse
De nye spor skal nu undersøges, og dommeren afviste i går på ny en ansøgning fra Bretons forsvarsadvokat, som kræver, at hans klient bliver løsladt på grund af manglende beviser.
Dommeren betegner ifølge dagbladet ABC de nye spor som ”gådefulde”. Den første sæk indeholder spor af menneskeblod, som nu skal analyseres.
Vidner hørte støj fra pladsen
Sækkene blev fundet på en losseplads, der ligger helt op til Bretón-familiens landejendom. Naboer siger, at de, samme dag som børnene blev meldt savnet, hørte støj i nærheden af lossepladsen.
De forsvundne børns mor, Ruth Ortíz, siger, at vandpistolerne er identiske med dem, som børnene fik, da de havde været ude at spise med deres far. Moderen er ligesom anklagemyndigheden sikker på, at faderen står bag børnenes forsvinden. Og det er hun ikke ene om at tro.
Erkendte mord flere gange
Juan David, fætter til Ruth Ortiz, sagde i maj under en afhøring, at José Breton under et besøg i fængslet havde erkendt, at han havde dræbt børnene, men udtalelsen kom bare få dage efter, at Bretón havde sagt, at børnene var i live.
Fætteren hævder, at børnenes far ønskede at hævne sig på sin ekshustru, efter at hun havde krævet skilsmisse. Juan David hævder også, at manden var en tyran og havde mishandlet børnene – hvilket var en af årsagerne til skilsmissen.
De to små børn forsvandt, bare to uger efter at parret var gået fra hinanden.
José Bretón da han blev anholdt i oktober sidste år
José Bretóns søster, Catalina, har fortalt, at hendes bror nogle dage efter børnenes forsvinden sagde: Hvor er jeg dog uheldig, at jeg skulle begrave de to små, så søde som de var.
Bretóns bror, Rafael Bretón, har tidligere fortalt politiet, at han modtog et telefonopkald fra sin bror kl. 18.15, samme dag som børnene forsvandt, hvor han græd og sagde, at han havde mistet et barn. Bagefter sagde han, at det var begge børn, der var væk, forklarede broderen.
Børnenes far har hele tiden været under mistanke for at have noget at gøre med børnenes forsvinden. Han har været varetægtsfængslet siden den 19. oktober.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.