Nyfødts mor fundet
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 23/08/2011 - 11:41
Krimi og katastrofe
Lokalpolitiet i Torre del Mar har nu fundet frem til moderen til den nyfødte baby, som søndag blev fundet efterladt ved en affaldscontainer i ...
Lokalpolitiet i Torre del Mar har nu fundet frem til moderen til den nyfødte baby, som søndag blev fundet efterladt ved en affaldscontainer i Calle del Visillo.
Skjulte graviditeten og fødte alene
Moderen, en 16-årig pige, har ifølge dagbladet El Mundo født helt alene. Hun er nu sigtet for omsorgssvigt. Meget tyder på, at den mindreårige pige har forsøgt at skjule graviditeten for familie og venner. Pigen, der har initialerne M.C., bor i området Las Malvinas de Torre del Mar sammen med sin mor, far og storebror.
Da den unge mor blev fundet, var hun meget afkræftet og er nu indlagt på samme sygehus, hvor hendes lille datter også er i behandling.
Den nyfødte havde stadig noget af navlestrengen siddende tilbage og var delvist klistret ind i rester af moderkagen, da hun blev fundet af en tilfældig forbipasserende. Hun er dog sund og rask og vil inden for kort tid blive udskrevet.
Uvis fremtid, men ikke uønsket
Socialforsorgen har allerede sat en undersøgelse i gang for at tage stilling til, hvad der skal ske med den mindreårige mor og hendes datter efter udskrivelsen fra hospitalet. Moderen kan enten bevare forældremyndigheden ved hjælp af støtte fra hendes egen familie eller miste den på grund af omsorgssvigt. Den nyfødte vil i så fald blive overdraget til en plejefamilie.
Flere interesserede har allerede meldt sig under fanerne til at tage sig af den lille pige.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.