Nysgerrighed, ligegyldighed eller behov for at parre sig

Tanken om, at dyrene blot "tror, det er blevet nat", rækker slet ikke overfor de videnskabelige kendsgerninger. Hver enkelt art reagerer ud fra sin økologi, sin afhængighed af lyset og – i visse tilfælde – endda sin evne til at blive forundret.

Denne klumme er skrevet af journalist af Samuel A. Pilar, RTVE. Om sig selv siger han:

"Kapuściński sagde, at man skal være et godt menneske for at være en god journalist. Jeg ved ikke, om jeg er blevet nogen af delene, men jeg forsøger i det mindste at udøve dette ædle erhverv, der engang var det mest vidunderlige i verden, på en ansvarlig måde."

Artiklen er oversat af redaktionen.

Solformørkelser forstyrrer dyrenes adfærd, men ikke på den forenklede måde, vi i årevis har taget for givet. Forestillingen om, at de blot "tror, det er blevet nat", rækker slet ikke over for den opsamlede videnskabelige evidens, der peger på et langt mere sammensat fænomen: Hver art reagerer alt efter sin økologi, sin afhængighed af lys og sågar sin evne til at blive forundret.

Et af de mest iøjnefaldende studier blev udført under formørkelsen i 2017 i Riverbanks Zoo i South Carolina, USA. Her ændrede 75 procent af de 17 observerede arter — omfattende både pattedyr, fugle og krybdyr — adfærd, som regel ved at antage skumringsadfærd. Der var dog reaktioner, som gik langt videre: En af de mest overraskende kom fra de gigantiske Galápagos-skildpadder, som begyndte at parre sig netop som formørkelsen nåede sit klimaks — en opførsel, der blev betegnet som "bemærkelsesværdig" og "mærkværdig", da disse dyr ellers er udpræget adstadige.

Derudover udviste en gorilla-han tydelig angst ved at fare mod en glasdør. I samme boldgade blev de mest ekstreme udtryk for angst observeret hos giraffer, flamingoer og babianer. Under den totale formørkelse udviste girafferne adfærd, der tydeligt vidnede om denne følelse, såsom vuggen, galop i flok og tæt gruppedannelse. Babianerne og flamingoerne klumpede sig ligeledes tæt sammen, til trods for at begge bestande normalt har en naturlig tendens til at opdele sig i undergrupper.

Denne reaktion ser dog ud til at skyldes en smitteeffekt snarere end en naturlig tilbøjelighed. Under en efterfølgende formørkelse i april 2024 blev eksperimentet gentaget i Fort Worth Zoo i Texas, denne gang med et væsentligt mindre og mere kontrolleret publikum. Dyrene udviste endnu en gang skumringsadfærd, men tegnene på angst var langt mildere end dem, man havde observeret syv år tidligere i South Carolina. Forskernes konklusion var, at en stor del af stressen ikke skyldtes selve formørkelsen, men snarere en afsmitning fra besøgendes euforiske reaktioner — råb, klap og fyrværkeri — som blev registreret i 2017.

Det mest markante gennembrud i forståelsen af dyreadfærd under formørkelser kom dog via et storskala-studie. En undersøgelse publiceret i Scientific Reports i 2025 analyserede fugles adfærd under formørkelsen i april 2024 ved hjælp af et netværk af bioakustiske enheder med kunstig intelligens fordelt over Nordamerika. For første gang kunne man måle fuglenes reaktion i kontinental målestok: I de områder, hvor solens tildækning oversteg 99 procent, faldt lyde fra fuglene brat. Det drejede sig ikke længere om isolerede observationer i en zoologisk have eller i en enkelt skov, men om et mønster registreret samtidigt over tusindvis af kilometer.

De store abers nysgerrighed

Menneskeaberne leverer måske de mest fascinerende scener under disse astronomiske fænomener. Et studie publiceret i 1986 dokumenterede en gruppe på 16 chimpanser under en ringformet solformørkelse ved Yerkes Primate Research Center i Atlanta, USA. Efterhånden som himlen mørknede, søgte dyrene op på anlæggets højeste struktur, indtil de alle var samlet der. Da formørkelsen var på sit højeste, forblev de vendt mod solen og månen, og et ungt individ pegede endda med fingeren op mod himlen. Da fænomenet drev over og lyset vendte tilbage, klatrede de ned og genoptog deres rutine.

For Antonio Osuna Mascaró, forsker ved Messerli Research Institute i Wien, afhænger reaktionen af arten. "Ændringerne, der sker under en formørkelse, har en meget direkte sammenhæng med lyset, om end også temperatur, lyd og endda vinden ændrer sig, og alt dette skal tages i betragtning," forklarer han til RTVE Noticias. Alligevel mener han, at dyr med højere kognitive evner kan reagere anderledes: "Når vi taler om kognitivt meget sofistikerede dyr, kan de udvise en nysgerrig adfærd over for et så sælsomt fænomen".

"Hos menneskeaber som chimpanser finder vi en adfærd præget af ekstrem, delt og social nysgerrighed over for formørkelser. Hvilket er præcis det samme, som mange mennesker vil gøre den 12. august," udtaler denne specialist i dyrekognition.

Netop dette er for ham det mest interessante aspekt ved chimpanse-studiet fra 1986. "De klatrede op på den højeste struktur, de havde, og sad der allesammen for at betragte formørkelsen med stor nysgerrighed," beskriver han, men tilføjer en vigtig nuance: "Ikke alle chimpanser udviste interesse for formørkelsen". Det er noget, man skal have "stærkt in mente", for "når folk taler om dyreadfærd, gør de det ofte, som om alle dyr udgør, én homogen blok, og som om hver enkelt chimpanse repræsenterede alle chimpanser, men sådan forholder det sig overhovedet ikke,næsten uanset hvilken adfærd der er tale om". "Der er forskelle mellem individer og mellem bestande. Fra insekter til hvaler har hvert enkelt individ sin egen personlighed," understreger han.

Som Osuna Mascaró påpeger, leder scenen fra Atlanta tankerne hen på en anden berømt observation gjort af primatologen Geza Teleki. Han beskrev, hvordan en flok vilde voksne chimpanser hver aften søgte op på en bakke for i tavshed at betragte solnedgangene — en adfærd, som han, i lighed med Jane Goodalls kendte observationer af chimpansernes "danse" foran vandfald og storme i Gombe, brugte til at argumentere for, at menneskeaber besidder et følelsesliv og en evne til forundring, der er langt rigere, end man hidtil har troet.

Hos fuglene følger reaktionen økologien

Hos fuglene ser reaktionen derimod primært ud til at adlyde den enkelte arts økologi. Ifølge Osuna Mascaró har dagsaktive fugle tendens til at tie stille, når mørket er totalt, mens skumringsaktive arter kan begynde at synge, idet formørkelsen sætter ind, og gentage denne adfærd, når lyset vender tilbage. De nataktive arter bliver derimod aktive under mørket.

"Jeg vil ikke påstå, at de slet og ret tror, at det er blevet nat," fremhæver han. "Det er mere interessant at spørge ind til deres reelle motivationer. Fuglene behøver ikke nødvendigvis at være forvirrede". Forskeren minder for eksempel om, at bier holder op med at flyve under den totale formørkelse, fordi de dårligt kan orientere sig i så svagt et lys, mens andre arter ser ud til at tilpasse deres adfærd efter ændringerne hos deres byttedyr eller rovdyr — i første fald for at sikre sig føde, og i andet fald for at undgå selv at ende på menuen. Derudover er der en iøjnefaldende detalje: Ændringerne opstår ikke gradvist. "Der sker praktisk talt ingenting, før formørkelsen overstiger 99 procents tildækning. Det er først dér, det sker," opsummerer Osuna Mascaró.

"Udfra den enkelte fuglearts økologi vil den forventede reaktion på en solformørkelse være forskellig," bedyrer eksperten i dyrekognition og beskriver: "For eksempel i Spanien, hvor formørkelsen vil finde sted mod nord, må det forventes, at gråspurve, blåmejser, grøniriskers, musvitter - alle disse dagsaktive fugle - falder til ro i tavshed under formørkelsen. De skumringsaktive fugle, som plejer at synge i overgangsperioderne, såsom solsorte eller rødkælke, vil sandsynligvis synge i begyndelsen af formørkelsen, derefter tie og så synge igen mod slutningen. Og de nataktive fugle, som for eksempel natravne, vil sandsynligvis synge under selve formørkelsen".

Selvom forskningen på området endnu er relativt begrænset, udgør solformørkelser et ekstraordinært naturligt eksperiment for videnskaben og studiet af dyreadfærd. I løbet af få minutter udløser de et brat skift i lys, temperatur og andre miljøfaktorer over tusindvis af kvadratkilometer, hvilket gør det muligt at observere, hvordan arter reagerer, som i mange tilfælde aldrig har oplevet en solformørkelse før. Deres reaktion afhænger derfor ikke af erfaring, men af de biologiske og kognitive mekanismer, hvormed de fortolker en verden, der for et kort øjeblik ophører med at opføre sig, som den plejer.