Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nedgradering af statsgælden

Skrevet af Pia Bruun, tor, 29/04/2010 - 10:59

Penge & Forbrug

Nedgradering af Spaniens statsgæld.

Nedgradering af Spaniens statsgæld.

Den værste frygt til den spanske økonomi blev i går indfriet, da kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's sænkede sin rating af den spanske langsigtede statsgæld til AA. Samtidig advarer man om, at nye nedjusteringer kan komme på tale. Det skriver flere spanske medier.

”Vi anser det for muligt, at Spanien vil komme ind i en lang periode med lav økonomisk vækst, hvilket vil ramme de offentlige finanser. Det kan betyde en større tilbagegang, end den vi i øjeblikket forudser”, skriver Standard & Poor's i en kommentar. Der blev også nævnt risikoen for yderligere pres som følge af den græske krise.

Oplysningerne kom som en bombe for den spanske børs, hvor aktierne i dag er faldet yderligere med 3 procent, efter at de onsdag faldt 4,2 procent.

Straks efter nedgraderingen udsendte den spanske regering en appel om tillid for at berolige markederne:

"Vi har lavet en seriøs plan for en finanspolitisk konsolidering og nedbringelse af underskuddet for at reducere de røde tal i de offentlige regnskaber til 3 procent af Bruttonationalproduktet i 2013. Planen er stram og indeholder blandt andet en reform af arbejdsmarkedet. Vi tager alle forholdsregler for at opfylde vores forpligtelser", lyder det fra vicepremierminister Maria Teresa Fernandez de la Vega.
Den spanske regering kan dog trøste sig med, at der stadig er et stykke vej til bunden i Standard & Poor's' kreditvurdering af EU-landene.

Beslutningen om nedsættelsen af den spanske kreditvurdering kom bare et døgn efter, at der var sendt lignende advarsler til Grækenland og Portugal. Portugal fik forleden at vide, at landets kreditværdighed var sat ned fra A+ til A-. Under Spanien ligger også Irland og Italien, mens Grækenland ligger helt i bund med junk-kvalifikationen BB+.

Samtidig blev Grækenlands statsobligationer nedgraderet til BB+ fra BBB+.
Det vil for Grækenlands vedkommende sige, at investorer ikke længere tror på, at landet vil være i stand til at overholde sine betalinger i de næste fem år. Torsdag steg den græske to-årige rente til 24 procent.


 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.