Også de senest bestilte våben kan bare leveres i remisen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 07/11/2026 - 06:22
Klumme
Vi kan ikke blive ved med at feje “Den Nødvendige Samtale” ind under gulvtæppet …
Kære alle
Mange begivenheder har i den seneste tid fået spørgsmålene om vores fremtid og tryghed til at blusse op.
I pressen har de seneste bombetrusler mod de europæiske flyselskaber og sabotagen mod fødevarerne i supermarkederne i flere europæiske lande fået stor opmærksomhed.
Det, der ikke har fået så stor opmærksomhed gennem de to seneste måneder er blandt andet:
Kritiske brandstiftelser og sabotageforsøg mod logistik: Flere koordinerede brandattentater og forsøg på brandstiftelse mod distributionscentre og fragtlagre i Polen, de baltiske lande, Tyskland og Storbritannien (herunder sabotage mod kurer- og luftfragtnetværk via selvantændende forsendelser).
GPS-jamming og elektronisk forstyrrelse i Østersøregionen: Omfattende og vedvarende forstyrrelser af civile GPS- og navigationssignaler over Østersøen, det sydlige Skandinavien og det østlige Polen, som har påvirket både civil luftfart og skibstrafik.
Undergravende infrastrukturtrusler til søs: Gentagne episoder med mistænkelig opankring, "trawl-slæb" og manøvrer udført af den såkaldte russiske skyggeflåde i nærheden af undersøiske datakabler og energi-interconnectors i Østersøen og Nordsøen.
Koordinerede cyberangreb mod offentlige portaler og transport: Massive overbelastningsangreb (DDoS) samt ransomware-forsøg mod statslige institutioner, lufthavne, jernbaneselskabers billetsystemer og energiforsyning i Frankrig, Tjekkiet og Spanien forud for større politiske topmøder.
Desinformationsbølger og AI-påvirkning: Intensive desinformationskampagner med deepfakes og klonede nyhedssites (Doppelgänger-netværk), der har udnyttet lokale kriser (herunder jernbaneulykker, migration og hedebølger) til at skabe mistillid til myndighederne og polarisere vælgerne forud for nationale valg i Sydeuropa.
Hvervning af lokale sabotører via Telegram: Efterretningstjenester i flere EU-lande har afdækket og anholdt småkriminelle, der via anonyme beskedtjenester blev hyret af fremmede efterretningstjenester til at udføre rekognoscering, graffiti-hærværk og ildspåsættelser mod våbenlagre og hjælpeorganisationer.
“Køb, køb køb!”
Mens milliarder af kroner i disse år pumpes ind i konventionelt militært isenkram, udspiller den virkelige krig sig allerede i vores elkabler, serverrum og togskinner. Her hjælper hverken kampvogne eller artilleri. Selv de bestilte og endnu ikke leverede våben duer ikke i hybrid krigsførelse. Lad dem blot blive leveret i remisen
72 timer
I Ursula von der Leyen tale om unionens tilstand den 16. september slog hun fast, at de tiltagende hybride trusler, sabotageforsøg mod forsyningskæder og cyberangreb i Europa gør det nødvendigt at gå fra ord til konkret handling: Alle europæiske husstande skal tage beredskabet til sig som en naturlig borgerpligt og være forberedt på at kunne klare sig selv i mindst 72 timer i tilfælde af strømafbrydelser, systemnedbrud eller hybride angreb på kritisk infrastruktur.
Ursula von der Leyen påpegede, at truslen i dag sjældent starter med kampvogne over grænsen, men derimod med et tryk på en kontakt: “Et cyberangreb mod et elnet, en overskåret dataledning på havbunden eller en brand på et logistiklager." Hun kaldte det en nødvendig mental omstilling for europæerne at gå fra fredstidstankegang til et permanent beredskabssindelag.
Er “Beredskabssindelag” vist ikke det samme som “permanent frygt” på almindelig dansk?
Hvis der er en befolkning, der skal vænne sig til at leve i permanent frygt, er det nok danskere bosiddende i fædrelandet. De fleste analytikere er enige i, at Danmark - under statsministerens officielle holdning til Putin - er særligt udsat.
Og Ursula von der Leyens supplerende ord om, “at et forberedt folk er modgift mod den frygt og panik, som hybride angreb og desinformationskampagner har til formål at skabe. Når borgerne ved, hvad de skal gøre, og har det basale (72 timer pakken/red.) på plads i hjemmet, mister angrebene deres lammende effekt,” tror jeg ikke på vil berolige danskerne.
De beroliger i hvert tilfælde ikke mig, når jeg tænker på mine kære og venner i Danmark.
"Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke frygte resultatet af hundrede slag. Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du for hvert vundet slag også lide et nederlag. Hvis du hverken kender dig selv eller fjenden, vil du tabe hvert eneste slag." (Citat den kinesiske general og strateg Sun Tzu)
Lad os et øjeblik se bort fra andedammen og sætte os i fjendens stol. “Han” er ikke blot i krig med Ukraine men med hele Europa. “Han” er sur over, at Europa finansierer hele Ukraines drift og krig - inklusive krudt og kugler fra USA. “Han” er også sur over, at de sender missiler langt ind i Rusland.
Sur
“Han” er måske så sur, at “Han” egentlig godt kunne tænke sig at atombombe Paris, men gør det ikke. Dels fordi “Han” på et tidspunkt gerne vil have en hyggeaften i Moulin Rouge og dels fordi “Han” ikke vil provokere eksekveringen af NATOs paragraf 5.
Og netop paragraf 5 undgår ”han” ved hybridangrebene.
For eksempel hvis “han” en dag finder på, at lade alle trafiklys vise grønt fra begge sider, at omstille 112 til et borgerkontor i Teheran, slukker for strømmen til hospitalerne i dagevis, så nødgeneratorerne slipper op, og bagefter smelter alle madvarerne i supermarkederne. Eller hvis “han” bliver så sur, at han får “nogen til at glemme” en fjernbetjent bombe i toget fra København til Aarhus, så enten tunnelen under Storebælt - eller broen over - bliver sprængt i luften.
Jo da. Der kan være grund til at leve i permanent frygt, hvis ikke vi alle medvirker til “Den Nødvendige Samtale.”
De norske og finske statschefer startede modigt på en del af Den Nødvendige Samtale ved at ringe til Putin.
I visse kredse faldt initiativet dog i dårlig jord med belæring om, “at EU skal stå sammen.”
Hvordan skulle EU kunne stå sammen i en så alvorlig situation, når de ikke engang kan blive enige om at stoppe sommer/normaltid med frit valg om tidszone til alle lande?
Den nødvendige samtale skal starte ved middagsbordet og mellem venner blandt dem, der i fremtiden ikke ønsker at leve i permanent frygt. I kærlighed og forståelse med hinanden og uden at blive uvenner. Det har altid kun vist sig fører til ulykke. Turde kunne tale om fred, kompromiser og vores egen sårbarhed uden at blive stemplet som naive. Bruge vores ytringsfrihed positivt uden at blive skændet af en dansk minister for at have en anden mening end hans eller hans regerings.
Lad os hjælpe hinanden. Start i dag!
Torben Wilkenschildt
Kan måske også interessere dig
Tag med ″Supermanden Otto″ 65 år tilbage til Mallorca
VIDEO: En personlig historie der ikke findes mange af …
Kan politiet fjerne demonstranterne?
Teltlejren på Sol skaber juridisk strid: Hvad siger loven egentlig om rydning?
Alcalá la Real venter med store oplevelser (I)
Et besøg i det ædle Alcalá la Real vil gøre stort indtryk på dig.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.


















