Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Orkan lammer flytrafik

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 04/03/2013 - 10:44

Fly & trafik Vejr og natur


De Kanariske Øer er i dag ramt af en kraftig orkan og vindstød på 130 km/t. 300.000 elever i skoler og universiteter må i dag blive hjemme, ...

De Kanariske Øer er i dag ramt af en kraftig orkan og vindstød på 130 km/t. 300.000 elever i skoler og universiteter må i dag blive hjemme, 10.000 husstande var i går uden strøm og indbyggerne i de mest udsatte øer er i dag blevet bedt om at holde sig indendøre.

 

Værst ramt er den nordlige og østlige del af El Hierro, La Palma, La Gomera, den nordlige del af Tenerife og den østlige del af Gran Canaria, hvor der er faldet 86 mm nedbør.

 

 

130 kilometer i timen svarer til en vindhastighed på 36 meter i sekundet, og det er langt over grænsen for orkan, som ligger på 32,6 meter i sekundet. I Izaña på Tenerife er der målt vindstød på helt op til 161 km i timen.

 

Fly og færger lammet

Alle fly til og fra de vestlige Kanarie-øer La Palma, El Hierro og La Gomera blev i går eftermiddag aflyst, og rederiet Fred Olsen besluttede at indstille al sejlads fra Agaete til havnen i Las Palmas, hvilket er gået ud over omkring 500 passagerer.

 

 

80 fly er blevet aflyst, og 5.000 passagerer har derfor måttet væbne sig med tålmodighed og håbe på bedre vejr, efter at der på flyvepladsen på La Palma i går blev målt vindstød på 153 kilometer i timen. Lufthavnene på resten af øerne er indtil videre fortsat i drift, men der er i løbet af formiddagen aflyst mere end 50 fly.

 

Myndigheder advarer

Alarmcentralen har modtaget adskillige opkald om væltede træer, jordskred, strømafbrydelser og fra sejlere i havsnød. I et supermarked er dele af taget styrtet sammen, og biler og motorcykler er blevet rykket rundt af den kraftige vind.

 

 

Indbyggerne advares mod at nærme sig kysterne, hvor der er målt op til fem meter høje bølger. Beredskabstjenesten opfordrer indbyggerne på de vestlige Kanarie-øer om at lukke døre og vinduer samt at fjerne alle løse genstande.

 

Rødt beredskab på La Palma og Tenerife

 

Orkan-varslet gælder for i dag for de fem vestlige øer El Hierro, La Palma, La Gomera, Tenerife og Gran Canaria. I morgen bliver det fortsat blæsende, men ikke af den styrke, der har ramt øerne i de seneste døgns tid. Onsdag skulle uvejret være stilnet af.

 

Vind på over 117 km/t kan medføre over 14 meter høje bølger, og til havs til luften være fyldt med skum og derfor dårlig sigtbarhed. Til lands kan man forvente massive og omfattende ødelæggelser på bygninger og alt opretstående (kilde: Wikipedia).

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.