Orkan på vej mod kanarie-øer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 24/09/2012 - 10:36
Vejr og natur
Indbyggerne på De Kanariske Øer er i gang med at barrikadere sig mod den tropiske storm Nadine, der i løbet af de næste 24 timer kan udvikle...
Indbyggerne på De Kanariske Øer er i gang med at barrikadere sig mod den tropiske storm Nadine, der i løbet af de næste 24 timer kan udvikle sig til en regulær orkan.
Nogle borgere er begyndt at hamstre mad og vand af frygt for konsekvenserne af stormen.
Det ser dog her i dag ud til, at den utilregnelige storm bevæger sig udenom øgruppen, men det kan hurtigt ændre sig igen.
Usikre prognoser
Lokalstyret for De Kanariske Øer har udsendt et varsel til beredskabsstyrkerne, som indtil videre gælder til på onsdag mest udsat er Gran Canaria, Lanzarote, Fuerteventura og Tenerife.
Der er stor usikkerhed om, hvordan stormen udvikler sig. Det Europæiske Center for vejrforskning mener eksempelvis, at der kun er en sandsynlighed på mellem 5 og 10 procent for, at stormen rammer øgruppen. Andre rapporterer om 90 procent risiko for, at øgruppen bliver ramt.
Årsagen til uenigheden er, at Nadine ikke er nogen konventionel storm for denne del af Atlanterhavet, og at meteorologerne ikke har ensartede prognose-modeller at følge.
Ifølge det amerikanske vejrforskningsinstitut National Hurricane Centre er stormens vindstyrke nu på 95 km/t. En storm opgraderes til en orkan, når vinden blæser med en gennemsnitsstyrke på mindst 117,36 kilometer i timen over en periode på minimum ti minutter.
Nadine flytter sig lige nu langsomt vest-nordvestover Kanarieøerne og ligger lige nu 780 kilometer syd for Azorerne.
Skidt vejr i vente
Uanset om Nadine udvikler sig til orkan eller ej, er der udsigt til mere ustadigt vejr. På De Kanariske øer ventes der helt op mod 15 mm nedbør i timen, men det skyldes ikke så meget Nadine, som et kraftigt lavtryk over den vestlige del af Marokko, som sender skyer og regn ind over øgruppen.
Samtidig trænger kold luft ned fra nord, og det kan give storm og kraftig nedbør ved Cádiz-bugten.
De forskellige fronter, der nu mødes i den sydvestlige del af landet kan sætte stopper for en lang og meget varm sommer, der rangerer som den fjerdevarmeste siden 1961. August blev den anden varmeste i de seneste 50 år kun overgået af august 2003.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.