Ost, hoteller og chokolade på konkursens rand
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 18/02/2011 - 11:51
Penge & Forbrug
Nueva Rumasa, et af Spaniens store industri-imperier under ledelse af forretningsmanden José María Ruiz-Mateos, er kommet i alvorlig knibe –...
Nueva Rumasa, et af Spaniens store industri-imperier under ledelse af forretningsmanden José María Ruiz-Mateos, er kommet i alvorlig knibe – igen.
Holdingselskabet har oparbejdet så massiv en gæld, at de største virksomheder under moderselskabet risikerer at gå i betalingsstandsning, hvis de ikke får tilført ny kapital og betaler de mange kreditorer heriblandt Seguridad Social samt spanske og udenlandske banker.
Selskabet har i flere omgange udvidet aktiekapitalen ved at udstede aktier til over 5.000 investorer. De frygter nu at miste deres penge, hvis moderselskabet kaster håndklædet i ringen.
Rumasa-familien med grundlæggeren, José María Ruiz-Mateos, og hans seks sønner i spidsen har en frist på tre måneder til at fremskaffe den nødvendige kapital på over 500 millioner euro. Hvis det ikke lykkes, vil imperiet bryde sammen.
José María Ruiz-Mateos flankeret af sine seks sønner
Ikke første gang
Nueva Rumasa ejer bl.a. mejerierne Clesa og Dhul, ostefabrikken Quesería Menorquina (fabrikant af mærket El Caserío), hotelkæden Hotasa, chokoladefabrikken Elgorriaga og sherryhuset Garvey. Familien Ruez-Mateos er ligeledes hovedaktionærer i fodboldklubben Rayo Vallecano.
José María Ruiz-Mateos er i forvejen en af Spaniens mest kontroversielle forretningsmænd. I løbet af 70'erne og begyndelsen af 80'erne skabte han konsortiet Rumasa, der bl.a. ejede sherryhuse, sparekasser, varehuse, industrivirksomheder og hotelkæder.
Moderselskabet blev i 1983 eksproprieret af staten, da det havde 'glemt' at indbetale sygesikringsbidrag for de 80.000 medarbejdere.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.