“Oversvømmelsen var måske uundgåelig, men vi tilgiver ikke dødsfaldene″

Sårene er stadig åbne, præget af en følelse af at væresvigtet og erindringen om de tabte liv.

Vi slutter os til journalist Samuel Pilars reportage fra den hårdest ramte by, Paipota, ét år efter katastrofen.

Amparo vil aldrig kunne glemme den ulyksalige aften den 29. oktober, hvor hun tilbragte over syv timer fanget i en kiste af vand. Uden nærmere tid til at reagere brød en voldsom bølge ind i hendes virksomhed, en renseri beliggende på Colombicultura-gaden i Paiporta, og klemte hende fast mellem disken og strygerullen. 

Da hun endelig kunne befri sig, var vandet nået næsten helt op over hende, og da hun ikke kunne komme ud på gaden, søgte hun tilflugt i et lagerrum inde i butikken, hvor hun stablede nogle kasser og lagde sig ovenpå dem, praktisk talt indmuret op til loftet, i håb om at den mørke masse ikke ville nå at kvæle hende.

Men vandstanden fortsatte med at stige, indtil den kradsede hende i ryggen. 

- Den slog mig i ansigtet, og for mig var det som glas, fordi det var iskoldt, husker hun med tårer i øjnene. Der er gået et år, men Amparo ryster stadig som et skræmt barn, når hun genoplever det mareridt og peger på de mærker, hendes sko efterlod i loftet.

I starten kunne hun tale i telefon med sin mand, men på et tidspunkt faldt apparatet i vandet, og hun var helt afskåret fra omverdenen, i totalt mørke. 

- Jeg var overbevist om, at jeg ville drukne derinde, men til sidst, ved daggry, kunne de redde mig, fortæller hun og fortsætter:

- Det har hævnet sig på mig. Jeg er ikke den samme mere, og jeg har ingen glæde. Jeg isolerer mig. Når der er mange mennesker, forsvinder jeg ind i min egen verden og vil ikke være sammen med folk, og sådan var det ikke før. Nu, når det regner, kan jeg ikke være alene. Jeg vil kun være i mit hus, som er en højere etage, sammen med min mand og min søn, bare vi tre. Og når det tordner, er jeg også meget bange, fortæller hun med en knækket stemme.

Frosset i den 29. oktober

Paiporta kæmper fortsat for at ryste skyggerne af tragedien af aig, som især ramte denne by med næsten 30.000 indbyggere. Af de 229 mennesker, som oversvømmelsen krævede i Valencia-provinsen, var de 56 fra Paiporta. Tolv måneder efter ser de synlige sår ud til at være læget, men de dybeste forbliver lige så åbne som den første dag.

Ligesom Amparo er tusindvis af menneskers sind stadig frosset i den 29. oktober. Tiden  er  stoppet for dem og har efterladt dem i et helvede, som de den dag i dag forsøger at lægge bag sig. 

- Der er tidspunkter, hvor min mand stadig vågner grædende om natten, og det på trods af at vi ikke har lidt personlige tab, fortæller Teresa, som hører til gruppen af frivillige, der stadig deler hjælp ud til de mest berørte naboer. 

- Vi er ti, og vi kaldes kærligt for 'De Gyldne Piger'," beskriver Teresa stolt

Af de snesevis af forsyningscentraler, der blev oprettet i byen lige efter tragedien, for at kanalisere de donationer, der kom fra hele Spanien, er det kun dette, der er tilbage. Før var det på et andet sted, men for nylig har de istandsat lokalerne, hvor Amparos renseri lå, og gjort det til deres nye central.

Deres mission er at fortsætte med at levere fornødenheder til cirka 300 familier, som boede i stuelejligheder og mistede alt. Mange af dem havde ikke forsikring og har ikke engang kunnet vende tilbage til deres hjem, fordi de økonomiske hjælpepakker ikke har været nok til at dække reparationerne. Derudover afslører Teresa, hvordan nogle af disse mennesker er blevet snydt. 

- Entreprenørerne har taget deres betaling og efterladt dem i stikken. De har udnyttet deres fortvivlelse, siger Teresa-

- Nogle gange siger jeg, at det er som at se starten på en gyserfilm, der endnu ikke er slut. Og jeg tror, at indtil jeg ser Paiporta som den var før, har jeg ikke set slutningen på filmen, sammenligner Teresa.

Katastrofens rygrad

Mindre end 50 meter derfra er Poyo-flodlejet nu en myretue af lastbiler, gravemaskiner og arbejdere, som arbejder på at reparere de broer, som oversvømmelsen ødelagde, og på at forstærke siderne af flodlejet. Denne gigantiske sprække, som deler Paiporta midt over, blev katastrofens rygrad, da den kom med størstedelen af de millioner af kubikmeter vand, som efterlod et spor af død og ødelæggelse.

I dagene og ugerne efter oversvømmelsen blev de berørte byer til noget, der lignede verdens undergang med et tykt lag mudder, der dækkede alt, ødelagte hjem og virksomheder, bjerge af destruerede biler og tusindvis af liv, der var blevet brutalt ramt. 

Gaderne forvandledes til en enorm losseplads, og måske var en af de mest hjerteskærende scener at se, hvordan naboer, der boede i stuelejligheder, samt ejere af butikker og virksomheder, bar deres personlige ejendele ud for at begynde at rydde op. Disse genstande, reduceret til pindebrænde, blev stablet oven på mudderet som det brudte vidnesbyrd om tusindvis af liv.

Et år efter har gaderne ikke længere den skorpe af mudder, og de fleste boliger er blevet genopbygget eller er under genopbygning. Men det er stadig muligt at se tragediens spor, som findes overalt, hvis man ser nøje efter. Der er huse, der stadig ikke er blevet gjor rene, og de forbliver som den første dag, og udånder en duft af forrådnelse og fugt gennem deres knuste vinduer. 

Det nøgne murværk viser sig overalt, mens mange persienner ikke er blevet udskiftet og fortsat er forvredet af vandmassernes vold. Men det mest signifikante og stadigt synlige ar er det, der er præget i utallige vægge - både indvendige og udvendige - hvor en mørk linje markerer niveauet på oversvømmelsen.. På nogle steder op til tre meters højde.

Til disse tydelige ar kommer de skjulte, som er de mest smertefulde og svære at helbrede. 

Cristina: En livslang ødelagt hjemby hævner sig

- Oversvømmelsen var måske uundgåelig, men det, man ikke tilgiver, er dødsfaldene. Det tilgiver folk ikke, siger Cristina, en intensivlæge, der bor ved Poyo-flodlejet, uden at kunne undertrykke vreden.

- Folk har det ikke godt. Efter et år er den følelsesmæssige nedtur kommet, og det er uundgåeligt, fordi følelsen af, at din livslange hjemby er ødelagt, er noget, der hævner sig. Vi ønsker virkelig, at normaliteten vender tilbage og vi havde håbet, at tingene ville gå hurtigere. Men det tager meget lang tid. Folk har genopbygget meget for egen regning, men på det offentlige plan går alt meget langsomt med at genoprette infrastrukturen, siger Cristina.

"De kunne have advaret"

- Vi er overbeviste om, at de kunne have advaret, i det mindste så folk kunne have søgt i sikkerhed. Materielle ting kunne ikke være reddet, men menneskeliv kunne, fortæller Patricia, som arbejder i en virksomhed, der sælger høreapparater, beliggende på Sant Jordi-gaden. Den ligger parallelt med flodlejet, og er genåbnet der, efter den blev udslettet af vandet på sin oprindelige placering. 

Patricia: Som om det skete i går

- Der er stadig mange sår, der ikke kan kureres. Uanset hvm, du spørger, har vi alle en sorg indeni, som vi aldrig vil komme os over. Jeg tror, at vores liv er forandret for altid, udtrykker hun, mens hun kigger tilbage til den aften den 29. oktober, hvor hukommelsen sank ned i mudderet.

- Det er noget, man ikke glemmer. Selvom der er gået et år, er det som om, det skete i går. Det er rigtigt, at når man vender tilbage til rutinen, normaliseres det, man ser omkring sig, men alt er under ombygning, der er stadig stuelejligheder med mudder, der er meget snavs... Vi har en generel følelse af at være forladte, fortæller Patricia.

"En virkelig psykose" når det regner

En anden eftervirkning, som tragedien har efterladt, er den gysen, der løber gennem indbyggerne i L'Horta Sud, når det bliver overskyet. Især i de seneste uger, med resterne af orkanen Gabrielle, DANA-en Alice og deres tilsvarende vejrudsigter – med en rød og en orange varsler. 

Poyo-flodlejet

Da det begyndte at regne, blev Poyo-flodlejet referencepunktet for alle, og de overvågede det som besatte fra deres vinduer eller tog derhen flere gange om dagen for at tjekke dens niveau. Som om det var hårdt arbejde placerede utallige naboer sandsække for dørene og vinduerne i deres hjem, af frygt for at vandet kunne komme ind igen.

- Når det regner, bryder en virkelig psykose ud, siger Cipri, næstformanden for Paiporta Pensionisthjem. 

Siddende ved siden af Cipri nikker Angel, der er formand 

- Der er meget stor frygt for, at det kan ske igen, og at det vil blive ved med at ske. De ældre mennesker, som er mest sårbare, er blevet hårdest ramt af katastrofen. Ifølge officielle data var mere end halvdelen af ofrene for DANA-en i Valencia Provinsen 70 år eller derover, fortæller formanden.

Mange ældre bor i stuelejligheder og så, hvordan alle deres ejendele forsvandt under mudderet. Andre, som bor i højere etager, er også blevet hårdt ramt af problemerne med elevatorerne, som blev ubrugelige på grund af oversvømmelserne. En situation, der efterlod utallige naboer fanget i deres egne hjem, især mennesker med nedsat mobilitet, som et år efter stadig lever på samme måde. Mange elevatorer er stadig ikke er repareret, da branchen, der har været fuldstændig overvældet af skadernes omfang.

- Mange mennesker med nedsat mobilitet kan stadig ikke komme ud af deres hjem. Vores elevator har kun været i drift i to uger, mens andre har måttet opgive at komme til pensionisthjemmet. Der mangler enormt meget at gøre i byen, og det påvirker de ældre mest, slutter Cipri.

Et år efter den mest destruktive naturkatastrofe i Spaniens nyere historie kæmper byen Paiporta fortsat for at vende tilbage til livet efter flodbølgen, som fejede alt af vejen og begravede sine indbyggere i mudder. Få skjuler deres frygt for, at en ny oversvømmelse kan ske igen, selvom de også er klar over, at det er en frygt, de må lære at leve med, fordi den vil vende tilbage hvert efterår. Med månedernes gang ser de mest synlige arr ud til at være læget, men de dybeste forbliver åbne, præget af en følelse af at være svigtet og af erindringen om de dødsfald, som de mener i mange tilfælde kunne have været undgået.

Før og efter