Palma de Mallorca Lufthavn - hvorfor gik det så galt?
Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 20/06/2024 - 11:04
Fly & trafik Vejr og natur
Direktør mødes med regeringen.
Direktøren for Palma de Mallorca Lufthavn, Tomás Melgar, mødtes i går med generaldirektøren for mobilitet i den baleariske regering, Lorena del Valle, for at drøfte kaosset i kølvandet på den kraftige regn, der ramte lufthavnen den 11. juni.
Klik HER for video og for at læse mere.
Ifølge AEMET faldt der mere end 90 mm på mindre end to og en halv time.
Lufthavnen aktiverede sin beredskabsplan for oversvømmelser og satte alle sine tekniske og menneskelige ressourcer i arbejde. Lufthavnens medarbejdere arbejdede så hurtigt som muligt sammen med Palmas brandmænd, men alligevel gik det hårdt ud over tilkørselsvejene, parkeringsområdet og flytrafikken.
- Driften blev midlertidigt lammet af sikkerhedsmæssige årsager, men alles indsats betød, at lufthavnen på trods af den kraftige regn kun var ude af drift i to timer, understregede direktøren.
På gårsdagens møde rapporterede Melgar om de foranstaltninger, der blev truffet for at forhindre, at regnen påvirkede det indre af terminalbygningen, hvor regnen dog også væltede ned og blandt andet satte taxfree-området under vand.
Han påpegede, at lufthavnen i øjeblikket er ved at blive ombygget, men at den samtidig er i fuld drift, og at vandet trængte ind gennem de områder, der i øjeblikket er under opførelse og derfor er ufærdige. Og det var altså derfor, det gik så galt.
Hvad angår de oversvømmede områder uden for lufthavnen, arbejder lufthavnen sammen med den baleariske regering om at analysere de forbedringer, der skal foretages af hele afløbssystemet i lufthavnsområdet. Forbedringer, så noget lignende ikke sker igen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.