Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Paris skræmmer alle

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 11/08/2011 - 11:42

Samfund og Politik


Vedvarende rygter om at Frankrig bliver det næste kriseland smadrede i går børserne ned. Kreditvurderingsinstitutterne afviser, at en nedgrad...

Vedvarende rygter om at Frankrig bliver det næste kriseland smadrede i går børserne ned. Kreditvurderingsinstitutterne afviser, at en nedgradering er på vej, men alligevel kalder Frankrigs Præsident, Nicolas Zarkozy, ministre hjem fra ferie.

 

Rygterne om, at Frankrig står næst i køen af lande, som står over for en nedgradering af kreditværdigheden, skabte nærmest panik og trak børserne ned. Værst gik det ud over den franske storbank Société Générale, der lukkede med et fald på 15 procent. De to andre store banker, Credit Agricole og BNP Paribas, faldt med henholdsvis 12 og 9 procent.


Spekulation

Som nævnt afviser de tre store kreditbureauer, at Frankrigs kreditvurdering står over for en nedgradering.

En kilde fortæller til Financial Times, at de vedvarende rygter, om den franske kreditvurdering og bankernes ustabilitet, er skabt af spekulanter, der har egne interesser i at holde liv i rygterne.


Men Zarkozy har hjemkaldt sine finans- og budgetministre og har givet dem en uge til at komme med løsninger til, hvordan det franske budgetunderskud kan nedbringes.


Spanien

På børsen i Madrid styrtdykkede IBEX35 i går og sluttede med et fald på 5,49 procent. Som ”sædvanlig” gik det så den anden vej i dag. Indekset åbnede med en stigning på 1,56 procent, steg stabilt i løbet af formiddagen og lå kl. 11:35 med en stigning på 2,74 procent.

Risikopræmien på de spanske statsobligationer sluttede onsdag med 284 basispoint og åbnede torsdag morgen lidt lavere med 279 basispoint.


Øvrige Europa

De fleste børser i Europa lå også til stigninger i aktieindeksene. Derimod lå danske C20 kl. 11:35 til et fald på 1,72 procent.

 

Med til at trække de danske aktier ned er Novozymes og GN Store Nord, der begge præsenterede tal for andet kvartal her til morgen. Regnskaberne var åbenbart ikke, hvad investorerne havde ventet, for GN Store Nord falder hele 7,3 procent, mens Novozymes dykker 4,8 procent.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.