Pas på den ny trafiklov II
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 06/05/2014 - 07:17
Fly & trafik
Et vildt dyr krydser vejen, og du skal selv betale, residente i Spanien skal køre på spanske plader, bøde uanset hvad, og cyklister slipper f...
Et vildt dyr krydser vejen, og du skal selv betale, residente i Spanien skal køre på spanske plader, bøde uanset hvad, og cyklister slipper for at skulle køre tvungent stærkt...
Læs første del af den nye trafiklov her
Vær på vagt for jagt
Det er førerens ansvar, hvis der påkøres vilde dyr i jagtområder, coto de caza. Hidtil har det kun været en overtrædelse, hvis ulykken er forårsaget af uansvarlig kørsel eller anden overtrædelse af færdselsreglerne. Den nye lov dikterer, at en bilist altid vil være ansvarlig for påkørsel af vildt, med mindre det er en konsekvens af en kollektiv jagtindsats på dyr, der er større end en ræv, og påkørslen sker senest 12 timer efter, at jagten er slut.
Forvaltningen er kun skyldig, hvis hegnet omkring vildtet ikke er i orden, eller hvis der mangler skilte med advarsel om fare for vilde dyr i området. I praksis vil bilister, der er involveret i en trafikulykke i ét af landets 25.000 jagtreservater, således ikke modtage nogen erstatning, hvis der tale om drabsofre eller alvorligt kvæstede. Hvis de kun har en ansvarsforsikring, vil de selv skulle betale for de skader, der sker på deres bil.
Biler på spanske plader
Der vil fremover være pligt til, at udenlandske residente indregistrerer deres biler på spanske nummerplader.
Hidtil har de udenlandske residente skulle overholde loven om specialafgifter, Ley de Impuestos Especiales, som ikke nævner forpligtelsen til at indregistrere på spanske nummerplader.
Bestemmelsen skal gøre det muligt for myndighederne at øge kontrollen og udstede bøder.
Det bliver forbudt at eksportere usikre biler til andre lande, hvis ikke de opfylder de gældende bestemmelser for både sikkerhed og miljø. Det sker i overensstemmelse med FN-resolutionen for 2011-2020, der har til formål at nedbringe det globale antal trafikdræbte, der hvert år er på 1.300.000 mennesker.
Det bliver desuden muligt at beslaglægge køretøjer, hvis en person kun har har lille kørekort, og han fører køretøjer i højere kategori: eksempelvis C, der gælder for køretøjer på mellem 3500 kilo og 7500 kilo, eller D, der gælder for busser.
Nye regler på vejene
Det vil være en alvorlig overtrædelse at foretage vejarbejde, uden det i forvejen er meddelt til de ansvarlige myndigheder.
Det er ligeledes en alvorlig overtrædelse, hvis man taber gods på vejen, der er til fare for andre trafikanter. Som eksempelvis ragelse fra tagbagagebærere eller gods fra lastbiler, der ikke er forsvarligt sikret.
Politiet kan fremover udstede bøder uden at stoppe køretøjet. Det er ikke nødvendigt at kunne identificere føreren under arbejdet med overvågning og kontrol, eller når det ikke er muligt at forfølge føreren.
Kranvogne har første-prioritet på vejene for at hjælpe nødstedte køretøjer. De kan stoppe på gader i byerne, så længe det ikke medfører fare eller trafikkaos.
Det bliver muligt at indføre restriktioner for kørsel på bestemte veje af miljømæssige hensyn. De nærmere regler bliver udarbejdet af ministeriet for landbrug, fødevarer og miljø.
De to-hjulede
Det er obligatorisk for unge under 16 år at bruge cykelhjelm i bymæssig bebyggelse.
Nyt er også, at cyklister nu må køre langsommere en 50 procent af den maksimale hastighed, der er fastsat på vejstrækningen... Ja, den er go' nok! Det lyder helt vanvittigt, men hidtil har loven fastsat, at hvis makshastigheden op ad en bjerg eksempelvis var 60 eller 80 km/t, skulle cyklisten køre mindst 30 eller 40 km/t. Præstationer, der næppe findes i professionelle cykelløb.
Den regel er nu fjernet.
Køreskoler
Der kommer nu også øget kontrol med undervisningen på køreskoler og prøvecentrene.
Forsøg på at forhindre kontrollen med undervisningen, som det er sket i flere tilfælde, vil være i strid med loven.
Kræftpatienter
Der bliver færre restriktioner for kræftpatienters mulighed for at køre bil. Kræftpatienter må dog kun køre bil, hvis de har tilladelse fra deres læge, men på grund af medicinske og farmakologiske fremskridt vil der blive åbnet op for et større antal tilfælde, hvor kræftpatienter må have lov til at sætte sig bag rattet og køre selv.
Bødebetaling
Fristen for at betale bøder med 50 procent rabat forlænges fra 15 til 20 dage.
Læs første del af den nye trafiklov her
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.