Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pas på modstandsdygtig virus

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 20/12/2012 - 10:41

Sundhed & sygdom


Julemad og restaurantbesøg? Pas rigtig godt på med, hvad du putter i munden. Roskildesyge findes nemlig ikke kun i Danmark – det kan 70 pers...

Julemad og restaurantbesøg? Pas rigtig godt på med, hvad du putter i munden. Roskildesyge findes nemlig ikke kun i Danmark – det kan 70 personer skrive under på efter en julefest.

 

Sygehuspersonale indlagt

De 70 personer arbejder alle på sygehuset i Lorca i Murcia-regionen, og de måtte en tur på skadestuen et par dage efter fredagens julemiddag på en lokal restaurant.

 

Der gik op til 50 timer, før deltagerne i julemiddagen begyndte at føle sig syge. Det viste sig, at de havde maveforgiftning, og led alle af symptomer som kvalme, feber, kuldegysninger, vandig diarré, mavepine og mavekramper. Man kan også få pludselig og voldsom opkastning og hovedpine samt led- og muskelsmerter.

 

Ifølge det regionale sundhedsvæsen er der ikke tale om en salmonellaforgiftning, men derimod den meget modstandsdygtige og smittefarlige norovirus; Roskildesyge.

 

Sundhedsmyndighederne er nu ved at undersøge maden på restauranten og forekomsten af bakterier, for at kunne fastslå årsagen til maveforgiftningen blandt personalet.

 

Blandt deltagerne i julemiddagen var 40 ansatte på intensivafdelingen på Rafael Méndez Sygehuset i og 90 ansatte i konsultationerne samt 18 medarbejdere fra lægecentret Santa Rosa de Lima.

 

Dødsfarlig væskemangel

I Danmark kaldes sygdom med norovirus for "Roskildesyge", fordi det første danske sygdomsudbrud var i Roskilde i 1936, men sygdommen kaldes også ”maveinfluenza” eller ”omgangssyge”.

 

Man kan få stort væsketab ved Roskildesyge. Specielt ældre kan være følsomme for væsketab, og hospitalsindlæggelse og væsketilførsel kan blive nødvendig. I sjældne tilfælde har der været dødsfald som følge af væskemangel hos ældre og svækkede eller syge personer.


Hvis du er – eller lige har været - syg af Roskildesyge, bør du ikke lave mad til andre. Selv om man føler sig rask, og symptomerne er stoppet, kan man stadig udskille virus og dermed smitte andre i op til 48 timer.

 

Sådan smitter det
Norovirus er meget smitsomt. Få viruspartikler (1-10) kan være nok til, at man får Roskildesyge. Smittede personer udskiller mange virus via afføring og opkast (1 million til 1 milliard partikler pr. gram).

 

Norovirus smitter ved direkte eller indirekte kontakt med afføring eller opkast fra en smittet person. Man kan blive smittet ved direkte kontakt med andre personer eksempelvis ved håndtryk, eller indirekte, hvor smittede personer glemmer at vaske hænder og forurener eksempelvis fødevarer, køkkenudstyr og dørhåndtag.
Fødevarerne kan også være forurenet, hvis producenten af frugt og grønt fx har vandet med forurenet vand eller spildevand.

 

Overlever kogning

Norovirus er meget modstandsdygtig og kan tåle frysning og de fleste kemiske behandlingsprocesser. Norovirus overlever dog ikke kogning eller klor.

 

Fødevarer som grøn salat, frosne hindbær, rå østers, smørrebrød, skiveskåret laks og snacks, som mange har haft fingrene i, og tilberedte måltider er alle eksempler på smittekilder. Virus kan forurene fødevarerne i alle led fra produktion til servering.


Buffeter og andre steder, hvor mange mennesker har kontakt til maden, kan også udgøre en risiko, hvis en eller flere af gæsterne er smittet med Roskildesyge.

 

Den danske fødevarestyrelse kommer med disse råd:

Hvis du håndterer fødevarer i en fødevarevirksomhed, skal du være meget opmærksom på at undgå at smitte andre med Roskildesyge. Du skal:

  • Blive hjemme fra arbejde, hvis du har – eller lige har haft – Roskildesyge.
  • Være særlig opmærksom på hygiejnen, hvis dine bofæller ligger med Roskildesyge
  • Altid vaske hænder med vand og sæbe efter toiletbesøg og hyppigt ved madlavning.


Husk også:

  • Kog frosne hindbær, som du bruger til smoothies, desserter og andre fødevarer, der ikke bliver varmet op.
  • Tag særlige forholdsregler ved spisebuffeter.
  • Skyl frugt og grønt grundigt.
  • Gør ekstra grundigt rent, hvis personalet har haft Roskildesyge.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.