Pensionister på barrikaderne
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 05/08/2014 - 12:15
SKAT
Omkring 100 pensionister protesterede i går foran skattekontoret i Ferrol i Galicien i protest mod planerne om beskatning af deres pensioner op...
Omkring 100 pensionister protesterede i går foran skattekontoret i Ferrol i Galicien i protest mod planerne om beskatning af deres pensioner optjent i udlandet.
Med tilbagevirkende kraft
Blandt de demonstrerende er personer, der flygtede fra Francos diktatur for at arbejde i Frankrig, Tyskland og Latinamerika.
Ifølge regeringens nye skattereform skal indtægter fra deres pensionsopsparing fremover beskattes i Spanien. Det sker også, selvom pensionsudbyttet ikke er skattepligtigt i det land, hvor pensionen er hjemhørende, og uanset om modtageren var bosiddende der eller ej.
Dertil kommer, at beskatningen i Spanien sker med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at den vil gælde for pensionsindtægter fra år 2008.
Mange af modtagere er nu i 70'erne, 80'erne eller endog 90'erne og lever af indtægter fra deres udenlandske og spanske pensioner.
Den nye skattereform kommer, efter at der er fundet milliardformuer i udenlandske skattely. Reformen betyder, at alle personer og pensionister med bopæl i Spanien via formular 720 fra april sidste år skal oplyse om indtægter fra formuer i udlandet.
Det gælder både spaniere og udlændinge.
Gør ikke ondt på velhavende
Men regeringens skattereform batter ikke meget, når det gælder bekæmpelse af store formuer i skattely, lyder det fra en række skatteeksperter, der snarere vurderer, at de, der kommer til at betale, er mellemindkomst-gruppen.
En talskvinde for de galiciske pensionister siger, at de er klar til at ”gå så vidt, som at gå til kongen” - hvis det bliver nødvendigt.
- Vi er ikke svindlere eller skattesnydere, siger Celina Josange, talskvinde for demonstranterne.
- Det spanske skattekontor har altid sagt, at vi ikke skal beskattes af udenlandske pensioner. Men nu fra januar 2015 har vi seks måneder til at opgive alle pensionsindtægter fra udlandet siden 2008, og hvis vi ikke gør det inden fristen udløber, bliver vi idømt en bøde, siger hun.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.