Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Portugisisk og spansk ryk til højre

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/06/2011 - 11:41

Samfund og Politik


Både den spanske centralbank, Banco España, samt de større spanske banker og virksomheder holder nøje øje med udviklingen efter valget i Po...

Både den spanske centralbank, Banco España, samt de større spanske banker og virksomheder holder nøje øje med udviklingen efter valget i Portugal. En stor del af Spaniens økonomi hænger nøje sammen med udviklingen i nabolandet.

 

Spanske banker har finansieret en stor del af Portugals statsunderskud, og virksomheder har store investeringer i landet. Portugal har kastet håndklædet i ringen og bedt om økonomisk hjælp.

 

Resultatet som ventet

Socialisterne tabte gårsdagens valg i Portugal, partiets leder træder tilbage og samtidig viser nye tal, at PP i Spanien har et forspring på 13,8 procent over for det regerende socialist-parti, PSOE

 

Portugals opposition, centrumhøjrepartiet Socialdemokraterne, PSD, vandt søndagens parlamentsvalg og kan dermed danne regering med sin allierede, det konservative CDS-PP. PSD fik 38,6 procent af stemmerne og slog dermed Premierminister, José Socrates’, Socialistparti, som fik 28 procent.

Det viser de officielle tal fra landets indenrigsministerium, da kun stemmerne afgivet i udlandet mangler at blive talt op.

 

Træder tilbage

Kort efter at Socialistpartiets nederlag blev kendt, meddelte Socrates, at han træder tilbage som partileder.

 

José Socrates er færdig i politik

 

- Jeg tager nederlaget på mig, og jeg mener, at det er nødvendigt at indlede en ny politisk cyklus, der kan forberede et konsekvent alternativ, sagde han efterfølgende i en tale til sine partifæller i hovedstaden Lissabon.

 

Resultatet betyder, at socialdemokraterne sætter sig på 105 af de 230 pladser i parlamentet og kan opnå absolut flertal, hvis de allierer sig med CDS-PP, som får 24 pladser.

 

Nej til besparelser

Nyvalget i Portugal blev udløst, da Socrates trak sig som regeringschef, efter at oppositionen ved en afstemning i parlamentet i marts afviste hans fjerde spareplan på under et år.

 

To uger senere så Portugal sig nødsaget til at følge i Grækenlands og Irlands fodspor og bede om en hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond.

 

Reelt er Portugal nu under delvis administration. Betingelsen for hjælpepakken er blandt andet, at Portugal skal hæve skatterne, fastfryse pensioner og løn for offentligt ansatte og skære i arbejdsløshedsunderstøttelsen. Lederen af de portugisiske socialdemokrater, Pedro Passos Coelho, forsikrer efter sin valgsejr, at landet vil overholde sine internationale låneforpligtelser og “ikke være en byrde” for sine kreditorer.

 

Spørgsmålet er så, om han får større opbakning blandt befolkningen til de hårde nedskæringer.


Og til Spanien...

PSOE ser på nuværende tidspunkt ud til at stå over for en mildest talt vanskelig opgave, hvis partiet skal vinde parlamentsvalget næste år. Ifølge den seneste meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Sigma Dos for dagbladet El Mundo, har det konservative parti, PP, et forspring på 13,8 procent over for det regerende socialist-parti, PSOE.

 

Meningsmålingen giver det konservative parti PP 45,9 procent af stemmerne, mens PSOE må nøjes med 32 procent.

 


Der har endnu ikke været nogen 'Rubalcaba-effekt'

 

Det betyder, at hverken meddelelsen om, at PSOE's formand, José Luis Rodriquez Zapatero, trækker sig tilbage, eller nyheden om at nuværende Indenrigsminister, Alfredo Pérez Rubalcaba, bliver partiets spidskandidat har været i stand til at vende den negative tendens for det regerende PSOE.

Mens det spanske socialistparti går tilbage, står de øvrige to venstrefløjspartier, Izquierda Unida og UpyD, til en markant fremgang. IU går to point frem fra 3,8 til 5,8 procent af stemmerne. UpyD går frem fra 1,2 procent ved sidste valg og står nu til at score 3,6 procent af stemmerne.


 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.