Positiv vækst over et helt år
Skrevet af Pia Bruun, man, 02/02/2015 - 12:15
Penge & Forbrug
ØKONOMI: For første gang siden krisen slog til, er økonomien vokset over et kalenderår.
Spaniens økonomi voksede i 2014 med 1,4 procent, viser foreløbige tal fra Statistisk Institut, INE. Væksten kommer, efter der året før var negativ vækst på 1,2 procent.
Siden 2008 har der ikke været fremgang over så længe en periode. Økonomien voksede i fjerde kvartal til 0,7 procent, en fremgang fra 0,5 procent i tredje kvartal, oplyser INE.
Det foreløbige resultat for landets økonomi ligger på linje med prognosen fra den konservative regering over forventningerne til den økonomiske vækst i 2014. Regeringen forudser nu at den spanske økonomi, eurozonens fjerdestørste, vil vokse med 2,0 procent i 2015.
Håber på lave oliepriser
Økonomiminister Luis de Guindos er mere optimistisk. Han mener, at økonomien kan vokse med hele tre procent i år, hvis oliepriserne og euroen forbliver på et lavt niveau.
Det er ikke overraskende hvis vi går ud af 2015 med en vækst på tre procent, sagde økonomiministeren i forbindelse med offentliggørelse af de foreløbige økonomiske tal.
På et møde med førende bankeksperter i El Foro Económico de Davos, sagde administrerende direktør for den spanske storbank BBVA, Francisco González, at der var indicier på, at 2015 ville vise en økonomisk vækst på 2,5 procent.
Det er dog vigtigt at bemærke, at fremgang i væksten frem for alt skyldes en stigning i efterspørgslen på hjemmemarkedet, hvilket giver belæg for tiltro til, at 2015 bliver bedre end 2014, siger eksperterne.
Endelige tal ventes
De endelig tal for 2014 bliver offentliggjort i slutningen af februar. Her vil det også komme frem, hvilke sektorer, der har haft den største fremgang.
Der har været en stigende efterspørgsel hos forbrugerne og et opsving i byggesektoren, fremgår det af den spanske centralbank. Spanien har også nydt godt af et rekordhøjt antal turister på 65 millioner besøgende fra udlandet, hvilket har givet turistsektoren et ekstra løft.
Eksporten fulgte efter med en stigning på 5,8 procent i løbet af de første 11 måneder af 2014 – målt i forhold til samme periode året før.
Landet kæmper dog stadig med massiv arbejdsløshed, der er blandt den allerhøjeste i OECD. Ledigheden faldt dog fra 25,7 procent i 2013, til 23,7 procent i 2014.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.