”PP sælger vores kyst”
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 10/05/2013 - 11:08
Bolig Penge & Forbrug Samfund og Politik
Et krav om nedrivning af 125.000 boliger og 1.200 hoteller og restauranter langs de spanske kyster er blevet udsat i en lang årrække. Regering...
Et krav om nedrivning af 125.000 boliger og 1.200 hoteller og restauranter langs de spanske kyster er blevet udsat i en lang årrække. Regeringen vedtog i går – under protester fra Greenpeace – den nye kystlov, som forlænger en aftale om ”fredning” af ulovligt kystbyggeri.
Der er tale om tusindvis af huse og lejlighedskomplekser, der skulle have være revet ned i henhold til kystloven fra 1988.
Kystreguleringen
Málaga
Alene i Málaga er der tale om hele to boligkvarterer; El Palo og fiskerkvarteret Pedralejo, der ikke holder sig indenfor lovens rammer, fordi de er opført for tæt på kysten. Men også hele kommuner som for eksempel San Andrés, der blev anlagt helt nede ved stranden på den nordlige del af Gran Canaria, skulle have været jævnet med jorden.
Nu kan ejerne ånde lettet op, for aftalen - som freder det ulovlige byggeri - er nemlig blevet udvidet til 75 år – så der går en rum tid, end sagen skal behandles igen.
Alicante
På stranden Playa de San Juan i Alicante var der i 1975 givet tilladelse til opførelse af otte strandbarer – de såkaldte ”chiringuitos” - som efter en dom i 2010 blev revet ned.
Fem af de otte strandbarer er genopført i overensstemmelse med den nye 100 meterzone, som kystloven kræver.
På taget af Kongressen
Men det er ikke alle, der ånder lettet op. Miljøaktivister og Greenpeace raser over den nye lovændring, som betyder at der bliver set gennem fingrene med en stor del af det ulovlige byggeri i Spanien.
Otte Greenpeace aktivister kravlede i går op på taget af Kongressen i Madrid – hvor loven blev vedtaget – for at vise deres protest mod den ulovlige ejendomsspekulation i landet.
Sælger vores kyst
Aktivisterne ankom i en varevogn, der bremsede op lige udenfor Kongressen, som er under ombygning. Passagererne sprang ud, og begyndte at kravle op ad stilladset, indtil de nåede helt op på taget. Nogle af dem kravlede op på facaden af bygningen. En af dem nåede helt op på en afsats, hvor det lykkedes ham at folde et banner ud med skriften ”PP sælger vores kyst”, uden at politiet kunne gribe ind.
Hårdhændet behandling af aktivist
Greenpeace kalder det for en sort dag for miljøet, fordi landets folkevalgte nu godkender en lov, som forærer store dele af de spanske kyster til private interesser.
Men organisationen advarer også mod lovens konsekvenser i forbindelse med de igangværende klimaændringer, som betyder stigende vandstand, og det kan i løbet er få årtier komme til at oversvømme de områder, der ligger tættest på havet.
- Det er kulminationen på den spanske ejendomsbobbels uhyrligheder, siger Pilar Marcos, ansvarlig for Greenpeace's kystkampagner.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.