Premierminister vakler
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/08/2012 - 11:43
Samfund og Politik
Der var ikke meget beslutsomhed over Spaniens ellers nok så handlekraftige regering efter fredagens ministerrådsmøde.
Der var ikke meget beslutsomhed over Spaniens ellers nok så handlekraftige regering efter fredagens ministerrådsmøde.
Premierministeren har i stedet kastet bolden videre til den europæiske centralbank, ECB, som skal komme med et udspil til en ny redningsplan for de kriseramte sydeuropæiske økonomier i Spanien og Italien.
- Jeg afventer et udspil fra ECB om indholdet i de nye ekstraordinære foranstaltninger, før jeg beslutter mig for noget, sagde Mariano Rajoy efter fredagens møde.
Nægtede at svare
Men selvom flere økonomiske eksperter er enige i, at Spanien og Italien har brug for udefrakommende hjælp for at få presset renten ned på deres statsobligationer, ville ingen af landenes ledere bekræfte, at en udefrakommende intervention er nødvendig.
Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, undlod at svare på, hvorvidt han ville gøre brug af redningsfonden, selvom han blev stillet spørgsmålet tre gange i træk.
- Jeg synes, det var en meget positiv udmelding fra Mario Draghi, lød det spagt fra Rajoy, efter at ECB-chefen havde afvist at komme med konkrete løsningsforslag på gældskrisen.
Meget tyder på, at den spanske regeringsleder foretrækker at afvente detaljerne i redningspakken, inden han beslutter sig for en låneanmodning.
Kritik af lånepolitik
Usikkerheden om lånepakke kommer samtidig med kritik af Den Europæiske Centralbanks låne politik.
- ECB bør tilsikre billige lån til såvel husholdninger som virksomheder, siger Benoit Coeure, der er rådsmedlem i ECB til en slovakisk avis, skriver Bloomberg News.
- Enhver måde til at kanalisere ECB-likviditet ud til husholdninger og virksomheder er værd at overveje, siger han med henvisning til, at ECB nu har lånt over 1.000 mia. euro ud til bankerne i euroområdet i billige treårs-lån, men intet tyder indtil videre på, at pengene er blevet kanaliseret videre til bankernes kunder.
Kapitalflugt og daglig kamp
Samtidig med at Spaniens regering vakler og ikke aner, hvordan gældskrisen skal håndteres, har et stort antal kunder i den spanske storbank, Banco de Valencia, valgt at trække ti procent af deres indskud ud af banken. Kapitalflugten kommer efter, at banken har tabt 251 millioner euro alene i løbet af årets første seks måneder.
De negative tal kommer sideløbende med, at en ny undersøgelse viser, at næsten halvdelen af landets indbyggere har svært ved få pengene til at slå til. 47,8 procent siger, at de kun lige kan klare at sig gennem måneden med skindet på næsen, mens 18,8 procent siger, at det er ”meget svært eller umuligt”.
Undersøgelsen, der kommer fra SNG, Center for Sociologiske Undersøgelser, viser også, at forbrugertilliden er faldet med tre procentpoint i forhold til måneden før og dermed er nede på 37,6 procent. Det er en nedgang på 36 procentpoint i forhold til for et enkelt år siden.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.