20 reddet fra “plastik-tyve”
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 13/04/2017 - 01:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: I Madrid har politiet anholdt to “lejlighedsmærkere”, der havde lommerne fulde af plastikdimser.
Policía Nacional har igen været oppe på dupperne. To mænd er blevet tilbageholdt i Retiro-området i Madrid på mistanke om at ville begå indbrud i 20 lejligheder.
Anholdelsen var del af en aktion, hvor politiet netop var ude efter den slags tyve.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Vi har advaret mod det før: Kriminelle anbringer små, gennemsigtige plasticstykker mellem dør og karm på folks hoveddør. Falder dimserne ikke ned inden for et stykke tid, betyder det, at ejeren ikke er hjemme, og tyvene kan bryde ind i ro og mag.
Sådan nogle plastikstumper havde to tilbageholdte lommerne fulde af, da de blev stoppet. De havde allerede mærket 20 lejligheder i området.
Mistænkelig opførsel
Betjentene fik øje på de to mænd, der kom ud af en port til et lejlighedskompleks. De så sig om til alle sider, skiltes og gik hver for sig et stykke vej og mødtes så igen.
Mistænkelig opførsel, syntes betjentene.
De to mænd blev visiteret og havde en masse små, klare plastikstumper i lommerne. De kaldes “cebos” - lokkemad.
I lommerne havde mændene også et kreditkort med skrammede kanter, som så ud til at have været brugt til at åbne glideren i døre.
Betjentene checkede lejlighederne i opgangen og fandt ganske rigtigt tyve små plastikstumper i dørene.
De var helt magen til dem, den 32-årige og 31-årige tilbageholdte havde i lommerne. De to mænd blev anholdt på mistanke om at ville begå indbrud i lejlighederne senere.
Begge er kendt af politiet i forvejen for samme forbrydelse. Det bliver formodentligt dyrt for dem.
Gode råd til en sikker påske
Og her følger så igen politiets gode råd, for at du undgår at blive offer for indbrud.
Vi har bragt dem før, men de kan ikke nævnes for ofte.
Lås døren to gange med nøglen, selv om du kun skal være væk et øjeblik.
Bed naboen om at tage din post ind, så man ikke kan se, du er væk.
Efterlad ingen tegn på, at dit hus vil være ubeboet, og skriv ikke på nettet, at du vil være væk og i hvor mange dage.
Hvis du ser mennesker, der strejfer omkring, bemærker noget underligt eller hører lyde fra officielt tomme lejligheder, så ring til 091.
Hvis du vil nyde påsken i sikkerhed skal du også:
Passe på dine ejendele i processionerne. Ellers risikerer du at tasker, tegnebøger og mobiler forsvinder.
Gå ikke ud med store beløb på dig, kryds tasken over brystet og hav ikke noget vigtigt i baglommerne. Og husk at opbevare dine personlige papirer et andet sted end dine nøgler og dine penge.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.