Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

42 procent dyrere at leje i Málaga

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 22/05/2019 - 10:28

Bolig

BOLIG: Høje lejepriser tvinger mange familier til at flytte ud af de centrale byområder.

Boligportalen Idealista har foretaget en analyse af prisstigningerne for at leje en bolig siden 2015, hvor det seneste kommunalvalg fandt sted.

Det er blevet dyrt at leje en bolig i Málaga by. Med en stigning på 42 procent siden 2015 ligger den gennemsnitlige m2-pris nu på 9,9 euro - den næststørste stigning på landsbasis. Det sender en lejlighed på 100 m2 op i 990 euro om måneden.

Den største stigninger har fundet sted i Palma de Mallorca med 46,2 procent, og blandt de øvrige høje stigninger ligger også Valencia, Castellón, Madrid, Barcelona, Santa Cruz de Tenerife, Las Palmas de Gran Canaria, Lugo og Orense.

De er alle attraktive turistbyer bortset fra Lugo og Orense i Galicien, der alligevel har større stigninger i lejepriserne end de populære turistbyer som Sevilla, Alicante og Granada.

Politiske holdninger

I undersøgelsen ser Idealista også på de holdninger, som de kommunale byråd har haft til de voldsomme lejestigninger i den seneste valgperiode.

I byer som Valencia, Madrid og Barcelona har partierne Compromis, Ahora Madrid og Barcelona en Comú, der alle har været imod de stigende priser. Men i den sidste ende har det ikke haft nogen betydning, da priserne alene er tilpasset udbud og efterspørgsel.

For mange familier har det betydet, at de måtte opgive at bo i deres lejlighed og flytte til billigere boliger i andre og mindre centrale områder.

Dyreste byer

Selvom Málaga har haft de næsthøjeste stigninger, er det ikke ensbetydende med, at det er  dyrest at bo i provinshovedstaden.

I Barcelona er den gennemsnitlige m2-pris på 16,3 euro, I Madrid 15,9 euro, i San Sebastian 13,9 euro og i både Bilbao og Palma de Mallorca 11,7 euro

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.