Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

500 børn reddet fra uvejret

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 24/07/2019 - 11:01

Vejr og natur

VIDEO: Myndighederne iværksatte i går adskillige evakueringer, da flere hundrede børn var på tur i det ekstremt voldsomme vejr.

Mens store dele af landet i går kæmpede med hedebølge, var det en noget anden sag i Castilla y León og Asturien, hvor nedbøren væltede ned i takt til blæst, lyn og torden.

I alt blev næsten 500 mindreårige og flere voksne ledere evakueret fra deres lejre, som i flere tilfælde var blevet fuldstændigt ødelagt og oversvømmet.

De fleste af de evakuerede er i fin form bortset fra nogle forstuvninger og angstanfald, der efterfølgende har fået hjælp af sundhedspersonale.

I Arenas de San Pedro, Ávila, måtte Guardia Civils særlige bjergredningstjeneste rykke ud til ‘Campamento Sant Michael’ og redde 32 ​børn i alderen 10 til 12 år og fire voksne på grund af tordenstorm og hård blæst. Alle var drivvåde og blev evakueret for at undgå nedkøling.

Klokken 6:30 var evakueringen af børn, voksne og deres ejendele afsluttet.

I Candeleda - ligeledes i Ávila -  indledte man klokken 23:15 i går evakueringen af ​​omkring 50 børn fra drengespejdergruppen Santo Domingo, der lå i lejr på den lokale campingplads. Det skete, efter tordenvejret havde forårsaget flere brande i området. Omkring midnat var evakueringen afsluttet.

I Boca de Huergano, León, forårsagede uvejret med de voldsomme ​​regnmængder og hårde vind adskillige skader i en lejr på den kommunale campingplads. 23 mindreårige og flere voksne ledere blev evakueret til det kommunale sportscenter, hvoraf de har tilbragt natten. 

Flere andre lejre i kommunerne Burón og Acebedo, begge i provinsen León, er også blevet oversvømmet og totalt ødelagt, så 90 mindreårige er blevet evakueret fra Burón-lejren, 90 fra spejderlejren Pinar de Acebedo og 120 fra lejren Esteria de Acebedo. Alle kom i sikkerhed på skoler, hvor enkelte klagede over hovedpine og panik.

Nogle med forstuvninger blev behandlet af sundhedspersonale på stedet. Nødhjælpstjenesten i Castilla y León og Røde Kors har forsynet dem med forskellige materialer som feltsenge, tæpper, personlig pleje, mens der blev sørget for mad fra de regionale og lokale myndigheder.

I Cervera de Pisuerga, Palencia, evakuerede Guardia Civil 53 mindreårige og 10 voksne ledere, der camperede i landsbyen Ruesga-Cervera de Pisuerga, da den stærke vind fik et af teltene til at flyve.

Det fik lejrchefen til at bede myndighederne om hjælp klokken 22:00 i går aftes, og børnene blev derefter evakueret til et kommunalt center, hvor de har overnattet. Campingområdet har lidt omfattende skader, mens alle børnene blev reddet i sikkerhed i tide.

I Asturien var 23 drengespejdere og to ledere monitorer på vej tilbage fra Vega de Ario i retning af Caín de Valdeón-León. De blev evakueret fra Culiembro-kanalen af ​​bjergredningstjenesten i Cangas de Onís med helikopter, der fløj ni gange frem og tilbage til alle var blevet sikkert evakueret til Caín.

Kun ét af børnene havde det lidt småskidt med kvalme og svimmelhed, mens en anden muligvis har forstuvet en ankel. Alle de andre var ved fint helbred.

Se video fra helikopter-evakueringen:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.