82-årig nordmand anholdt for drab
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 18/09/2023 - 09:34
Krimi
Anholdt i Alicante og fængslet uden kaution.
Guardia Civil har anholdt en 82-årig nordmand som den formodede gerningsmand til sin partners voldsomme død.
Spanien i Dag har henvendt sig til det norske udenrigsministerium for at få bekræftet sagen, da spanske medier før har blandet skandinaviske nationaliteter sammen, som svarer:
"Udenrigsministeriet er ikke bekendt med sagen ud over det, som er i medierne. Vi arbejder med at få bekræftet disse opplysninger."
OBS: Først sent onsdag får vi svar:
"Udenrigsministeriet er bekendt med, at en norsk borger er arresteret i Spanien. Han vil få konsulær bistand, i fald han ønsker dette."
Ifølge de spanske medier var drabsofferet en 76-årig britisk kvinde, der blev fundet død i det hus, hun delte med nordmanden på Orihuela Costa i den sydlige del af Alicante-provinsen.
Manden var stadig i huset
Guardia Civil gik ind i huset omkring klokken 07:40 fredag morgen, da politiet fik en anmeldelse om en mulig forbrydelse med kønsrelateret vold, der var resulteret i offerets død i et hus i Orihuela Costa, hvor der bor mange udlændinge.
Regeringens repræsentant i Comunitat, Pilar Bernabé, forklarede fredag, at offeret havde skader, der kunne svare til et overfald med en kniv, og sagde, at den anholdte mand var i huset, da politiet ankom.
Sagen efterforskes derfor i første omgang som drab, lyder det fra højesteret i Valencia-regionen, som har understreget, at der ikke var nogen tidligere anmeldelser om partnervold i parrets historie.
Ingen mulighed for kaution
Manden er varetægtsfængslet uden kaution. Det besluttede den fungerende dommer ved retten i Orihuela lørdag.
Dommeren valgte desuden at sende sagen til den særlige domstol for vold mod kvinder, som allerede havde indledt proceduren for at overtage sagen og efterforskningen fortsætter derfra.
Viser det sig, at nordmanden er skyldig, bliver hans offer en del af en trist statistik. Så vil antallet af kvinder, der er blevet myrdet af deres partnere eller eks-partnere i Spanien i år, nemlig komme op på 46.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.