Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Adelige præservativer

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 08/06/2016 - 12:06

Kunst & kultur

HISTORIE: Ny udstilling om de adelige viser en del mere, end du måske er vant til. Eksempelvis brugte svinelæder-kondomer.

Kom med indenfor fra i morgen og blive helt intim med Francisco de Borja Téllez-Girón y Pimentel, hertug af Béjar og ​​Osuna. Torsdag bliver dørene nemlig slået op til en udstilling om Toledos adelige i det historiske arkiv i det tidligere Cardenal Tavera Hospital.

Her kan du nærstudere to af hertugens brugte kondomer, og der er gratis entré i anledning af den Internationale Arkivdag.

Kondomerne, der er fremstillet af svineskind, skal have været "anvendt" i årene 1814 og 1830.

De blev fundet tilfældigt for fem år siden, da arkiv-direktøren, Arantxa de la Fuente, og hans team studerede hertugens korrespondance og ejendele.

Kone eller elskerinde?

Hvad, der dog ikke er bevist, er, hvorvidt Don Francisco brugte dem med sin kone, María Josefa de la Soledad Alfonso-Pimentel y Téllez-Girón, eller en elskerinde, skriver Lasprovincias.es

- De lå skjult blandt hertugens dokumenter, og det er ret usædvanligt at finde den slags originale genstande, siger Arantxa de la Fuente, der har ansvaret for de historiske dokumenter fra adelstanden, overdraget til arkivet af staten eller fra private.

- I den slags arkiver kommer der sjældent de vilde overraskelser, men nogle gange sker det, forklarer Arantxa de la Fuente.

Brugt flere gange

Denne kondomtype var relativt udbredt blandt den spanske adelklasse i første halvdel af det nittende århundrede, og blev syet af lamme- eller svineskind.

I hertugens tilfælde er eksperterne ret sikre på, at kondomerne ikke var til engangsbrug som vi kender dem fra i dag, men kunne genanvendes efter vask.

Det historiske arkiv holder åbnet for offentligheden torsdag fra klokken 10 til 18, så det er i dag, du skal slå til, hvis du er til lidt adeligt dyneløfteri. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.