Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Aflyser 190 flyvninger

Skrevet af Kristoffer Olesen, ons, 26/09/2018 - 10:42

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Storstrejke i Ryanair rammer 30.000 passagerer i Spanien, Tyskland, Italien, Portugal, Holland og Belgien.

Ryanair har været igennem en turbulent sommer, hvor den irske lavpriskonge gentagende gange har ramt de europæiske overskrifter, men sjældent for noget positivt.

Selskabet er elsket og hadet, men har dog altid været kendt for sin punktlighed. Det har ændret sig i løbet af det seneste år, hvor man har skullet navigere rundt i den ene strejke efter den anden.

Oven i det fik lempelser på håndbagagefronten passagererne til at slæbe hele indboet med i kabinen, og det gav yderligere forsinkelser. Det har betydet ændringer og fordyrelser for kunderne. Læs mere her 

Multinational strejke

Nu står konsekvenserne af fredagens planlagte storstrejke også klar: 190 aflyste afgange og 30.000 berørte passagerer.

Sidder du med en Ryanair-billet og begynder at blive nervøs, kan du roligt slå koldt vand i blodet. Selskabet har allerede advaret sine berørte kunder.

De eneste danske afgange, som er berørt, er to flyvninger mellem Billund og Berlin-Schönefeld.

Der strejkes i 24 timer på tværs af landegrænser, da både kabinepersonale i Spanien, Tyskland, Italien, Portugal, Holland og Belgien nedlægger arbejdet.

De er utilfredse med, at Ryanair er for langsom til at sørge for lokale overenskomster, hvilket også var årsagen til alle de foregående arbejdsnedlæggelser.

Frygter et komplot

Lavpriskongen selv har dog en lidt anden forklaring. Herfra påstår man, at strejkerne er orkestreret af konkurrerende flyselskaber.

Ledelsen hævder, at en Norwegian-ansat i Alicante står bag den spanske strejke, mens bagmanden til den portugisiske skulle være en ansat fra TAP.

Piloterne går heller ikke fri. Her mistænker Ryanair en sammensværgelse af fagforeninger domineret af piloter fra Eurowings, KLM og Aer Lingus for indirekte at stå bag de mange trafikforstyrrelser, skriver ledelsen i en pressemeddelelse.

- Disse gentagne og unødvendige strejker skader Ryanairs forretning og vores kunders tillid til os, siger Ryanairs marketingdirektør, Kenny Jacobs.

Han fatter ikke, hvorfor det er umuligt at lave aftaler med fagforeninger i de berørte lande, når selskabet ikke har problemer i eksempelvis Irland og Storbritannien.

- Vi håber, at fagforeningerne vil komme til fornuft og samarbejde med os om at færdiggøre overenskomsterne for vores kabinepersonale og piloter uden at forstyrre vores kunder og flyvninger yderligere, siger han.

Til de passagerer, som om et par dage står tilbage med en lang næse, har han følgende at sige:

- Vi undskylder oprigtigt over for de kunder, som bliver berørt af de unødvendige strejker på fredag, som vi ellers har gjort vores bedste for at undgå.

Statslig indgriben

Selvom selskabet har gjort sit bedste, har problemerne alligevel været talrige, hvilket har fået de spanske myndigheder til at skride ind igen og igen. Og denne gang er ingen undtagelse.

Udviklingsministeriet besluttede tirsdag, at Ryanair lovmæssigt er forpligtet til at levere en minimumsservice på strejkedagen.

Helt konkret skal der garanteres op til 59 procent af de indenlandske og internationale flyvninger, mens 100 procent af flyvningerne til og fra Balearerne og De Kanariske Øer skal gennemføres.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse udsendt i går.

Ministeriet har informeret Ryanair, Aena, Enaire og de indvolverede fagforeninger SITCPLA og USO-STA. Alle parter er altså forpligtet til at opretholde minimumskravene.

Særligt hensyn til øboerne

Det irske flyselskab er dermed forpligtet til at garantere, at ALLE indenrigsflyvningerne til og fra øerne bliver gennemført, mellem 35 og 59 procent af indenrigsflyvninger på halvøen og 59 procent af udenrigsflyvningerne.

Ministeriet understreger, at kravet om minimumsservice stilles for at at tage hensyn til den almene borgers rejsebehov samtidig med, at man tager hensyn til arbejdstagernes ret til at strejke.

Ministeriet minder derudover flyselskabet om, at det er forpligtet til at leve op til de berørte passagerers rettigheder. Det gælder især bestemmelserne i forordning nr 261/2004 af Europa-Parlamentets og Rådets af 11. Februar 2004, der gælder kompensation.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.