Alt udsolgt i lejeboliger
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 09/07/2019 - 07:00
Bolig
BOLIG: Ejendomsmæglere på Mallorca siger, at der dårligt nok er ledige boliger, og at de, der er tilbage, udlejes inden 48 timer.
Her midt i sommerperioden meddeler boligbranchen på Mallorca, at der er mangel på disponible lejeboliger på helårsbasis, fordi hovedparten af de disponible boliger på nuværende tidspunkt alene er reserveret til korttidsudlejning som ferieboliger.
Meddelelsen kommer fra Natalia Bueno, der er formand for ejendomsmæglerforeningen på Balearerne:
- Enten er de disponible lejeboliger på markedet i meget dårlig stand, eller også overskrider de grænsen på 1.000 euro, som kun de færreste har råd til, siger hun.
Disse udlejere bør overveje nedsætte priserne med mellem fem og 10 procent.
Bueno nævner nogle aktuelle eksempler fra markedet.
Det ene var en umøbleret lejlighed i kvarteret Platja de Palma med to meget små soveværelser med vinduer til en skakt og en pris på 550 euro om måneden. Den blev udlejet, inden der var gået 24 timer.
Den anden er ligeledes en lejlighed med to soveværelser i Cala Blava-kvarteret og med bedre forhold til en pris på 950 euro om måneden. Den er endnu ikke udlejet.
Tendensen er den samme som i det foregående år, hvor udlejerne satte priserne op fristet af de øgede indtægtsmuligheder ved udlejning som ferieboliger. Priserne er ikke steget væsentligt i år, men smertegrænsen på 700 til 800 euro om måneden overskrides i mange tilfælde.
I den forbindelse gør Natalia Bueno opmærksom på, at en tredjedel af indbyggerne på Balearerne har en årlig skattepligtig indkomst på under 12.000 euro, mens en anden tredjedel har en indkomst på mellem 12.000 og 21.000 euro.
- Og ingen af de grupper kan betale 1.000 euro om måneden, slutter Bueno.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.