Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Anholdt på dansk arrestordre

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 05/02/2018 - 10:29

Krimi og katastrofe

KRIMI: Bandemedlem, der var efterlyst for skyderi i Danmark, er blevet snuppet i Málaga Lufthavn.

Tiden, hvor man kunne begå en forbrydelse i Danmark og så bare stikke af og gemme sig i Spanien er forbi. 

Efterlysningerne får de spanske myndigheder op på dupperne, og de er meget effektive. I slutningen af januar kunne man skride til anholdelse af en rocker.

Husk at like vores facebookside

Flygtede til Spanien

Et 28-årigt medlem af motorcykelbanden Satudarah er eftersøgt internationalt for i Danmark at have skudt et andet bandemedlem i benet den 7. januar. 

Manden, der oprindeligt kommer fra Kuwait, syntes åbenbart, at Danmark var lovligt lille at gemme sig i og besluttede sig til at hoppe på et fly til Malaga. 

Der blev han imidlertid anholdt og vil nu blive fremstillet for en dommer. Han vil efter al sandsynlighed blive udleveret til Danmark, der står bag den internationale arrestordre.

Det skriver Policía Nacional i en pressemeddelelse.

Motorcykelklubben Satudarah er oprindeligt hollandsk. Den blev grundlagt i Moordrecht i 1990 og gør meget ud af, at den er multinational. Størstedelen af medlemmerne er efterkommere af indvandrere. 

Omfattende synderegister

Klubben beskæftiger sig med en bred vifte af ulovligheder som handel med våben og narko, vold og mord. 

I 2013 kom der en dansk afdeling i Bagsværd ved København, som myndighederne stadig kæmper for at få smidt ud. 

Satudarah har ligget i krig med Hells Angels, men der er for tiden sluttet fred. 

Det danske politi anslår, at der er i alt 120 medlemmer i landet.

Banden er også udbredt i andre skandinaviske og nordeuropæiske lande. I Spanien holder banden til i Barcelona, på Costa Blanca og på Costa del Sol.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.