Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Anmeld dyremishandling let

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 16/11/2020 - 10:16

Samfund og Politik

VIDEO: Hvis du er vidne til, at dyr ikke bliver behandlet ordentligt, har du nu mulighed for at anmelde det til politiet direkte - og det kræver ikke, du taler spansk.

I disse tider, hvor smartphones efterhånden er allemands eje, kan alle let tilkalde politiet. Via smart app kan du anmelde alt lige fra overfald til tyveri ved bare at trykke på et ikon på din telefon.

Senest er det også blevet muligt at anmelde det, hvis man har mistanke om dyremishandling, skriver Indenrigsministeriet, der står for appen.

AlertCops-appen har siden fredag inkluderet en ny funktion, hvor borgere let kan rapportere dyremishandling.

Funktionen "dyremishandling" gør det muligt for enhver borger at underrette de statslige sikkerhedsstyrker, hvis man er vidne til en sag af denne type.

Med ​​denne nye funktion har borgerne altså en hurtig og effektiv mulighed for at underrette politiet fra enhver mobil enhed om denne type lovovertrædelser, der er klassificeret som en forbrydelse i straffelovens artikel 337 og 338, der dikterer forskellige sanktionsmuligheder mod dem, der “mishandler, forårsager skade, efterlader, misbruger eller forårsager uberettiget død af husdyr eller andre dyr”.

 

Guardia Civil og Policía Nacional har egentlig lige siden 2015 tilbudt borgerne muligheden for hurtigt at komme i forbindelse med dem uden at skulle igennem hele hurlumhejet med anmeldelser, politistation, afhøringer og så videre.

Til at begynde med virkede app’en AlertCops kun i bestemte dele af landet, men i dag dækker den hele Spanien, og den bliver brugt flittigt, og har løbende fået tilføjet flere knapper som 'mobning', 'besættelse af ejendom' og en særlig knap for døve. 

AlertCops er helt enkelt at hente og aktivere, og man kan sagtens hente den på sin danske mobiltelefon. 

Spanskkundskaber ikke nødvendigt

Appen har en forside, der faktisk er selvforklarende. Der er ikoner for de forskellige lovovertrædelser, brugeren måtte ønske at melde som overfald, mobning og nu altså også husbesættelse  og så videre, og man vælger bare den knap, der passer til den situation, man er i eller er vidne til.

Hvis du ikke er en ørn til spansk, kan du vælge at installere appen på engelsk.

Den nye knap til at melde besættelser

Når man har valgt og trykket på et felt, lokaliserer Alarmcentralen, hvor du er via GPS’en i telefonen. 

Du opfordres dog også til at oplyse så meget, du kan om den kriminelle handling på telefonen: Hvor, hvem og så videre. Der er også indbygget mulighed for let at sende billeder, der jo siger mere end ord. 

Den nærmeste politipatrulje vil så blive sendt af sted. 

Betjentene kontakter eventuelt anmelderen, men det er ikke strengt nødvendigt at tale spansk for at få hjælp. 

Hvis man mestrer sproget på skrift, er der også en chatmulighed. 

Når man hente appen, operetter man sig desuden med forskellige personlige oplysninger, så politiet allerede har de detaljer, når du kontakter dem.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.