Aquarius kom i havn
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 18/06/2018 - 10:08
Samfund og Politik
VIDEO: 630 emigranter, som Italien sendte tilbage på havet, blev fint modtaget i Valencia til stor glæde blandt de udmattede emigranter.
Det var engang håbets sang: It is the Dawning of the age of Aquarius fra Jesus Christ Superstar. Nu blev Aquarius en varm kartoffel i migrantdebatten.
Italien har strammet sin flygtningepolitik.
Den nye indenrigsminister, Matteo Salvini, sagde simpelthen nej tak til de tre immigrantskibe, som havde samlet folk op fra gummijoller og var på vej mod Italien i sidste uge.
Salvini mente, at Italien tog imod immigranter nok.
Malta skulle heller ikke have noget klinket. Så 630 emigranter, deriblandt flere gravide kvinder og små forældreløse børn, flakkede hjælpeløse rundt i elendigt vejr på Middelhavet.
Det var næsten som en science fiction-film. Og som i en film blev de efter dages rædsler til sidst modtaget i en venlig havn. Valencia i Spanien.
Spaniens nye socialistiske regering har lovet medicinsk hjælp og at man vil se nøje på hver enkelts asylansøgning. Og så har immigranterne fået 45 dage ‘gratis’ i Spanien, inden alt det der med papirerne skal være i orden.
Tusind hjælpere
- Det er vort ansvar at hjælpe med til at undgå en humanitær katastrofe og tilbyde disse mennesker en sikker havn, siger Premierminister Pedro Sanchez.
Det italienske kystvagtsskib Dattilo kom ind i Valencia havn klokken seks om morgenen den 17. juni. Ombord var 274 emigranter.
På kajen i Valencia ventede 1.000 røde kors-medhjælpere og andre frivillige til at tage imod de medtagne rejsende.
Skibet Aquarius kom kort efter klokken 9:30 med yderligere 106 migranter. Inden skibet lagde til kaj, kunne man se migranterne danse af glæde og lettelse ombord.
Video
Optagelse fra båden på vej til havnen
Senere kom det tredje italienske skib Orione og lagde til med de sidste migranter.
Fra hele kontinentet
De var alle i sølle tilstand efter at have tilbragt 20 timer ombord med søsyge og på alt for lidt plads.
Migranterne kommer fra 26 lande. De største grupper er fra Sudan og Nigeria, og så er der dusinvis fra Eritrea, Sydsudan og Algeriet. Der er også enkelte fra Afghanistan, Pakistan og Bangladesh.
Der er 123 uledsagede børn, hvoraf de 11 er under 13 år, og derudover syv gravide kvinder.
Alle får nu mad og lægehjælp og alt, hvad de ellers har brug for efter de hårde uger på havet.
Hvad skal der ske?
Nu går turen til politistationen, hvor de skal identificeres, så de kan gå i gang med at søge asyl.
Den franske præsident Macron har tilbudt sin støtte til at hjælpe med projektet. Han har tidligere kaldt italiens beslutning om at sende immigranter tilbage til havet som ‘umenneskelig’.
Aquarius kommer nok på mødeplanen i EU i denne måned. Og selv om immigranterne har fået et positivt pusterum, er deres trængsler jo langt fra forbi.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.