Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bøde - skidt pyt!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 31/03/2017 - 01:00

Fly & trafik

TRAFIK: Spanien kræver flere muligheder for at kradse bødepenge hjem fra udlændinge. Det er nemlig alt for let at slippe...

Hvis man laver et eller andet råddent i trafikken, er det måske meget fristende at tænke: Nå, den går jo nok... jeg er på udenlandske plader.

Men den bliver ikke ved med at gå, for der er kommet samarbejde landene imellem i EU. Det virker bare ikke helt effektivt endnu.

DGT vil have styrket mulighederne for sanktioner, efter Bruxelles klager over manglende samarbejde. 

- Vi skal styrke mekanismerne for at få gennemført bøderne, har DGT sagt på Malta, hvor EU for tiden afholder Trafiksikkerheds-møde.

Det skriver Elpais.es

Halvdelen bliver ikke betalt

Og man forstår frustrationerne.

Kun 50 procent af de udskrevne bøder bliver betalt, og det er jo utilfredsstillende, når man netop lige har startet en ny kampagne med 60 nye stærekasser.

Læs mere om den sag her 

Regeringens opfordring kommer, efter at Kommissionen i slutningen af sidste år beklagede sig over, at de 28 lande i EU ikke havde gjort alt, hvad de kunne for at udnytte det elektroniske system.

Det er skabt for at udveksle data om trafikovertrædelser landene imellem, men Bruxelles har klaget over manglende samarbejde.

Blandt andet hænger Portugal i bremsen og udveksler ikke oplysninger, lød det fra Spaniens repræsentanter tirsdag.

Alle andre synder

De spanske trafikmyndigheder, DGT, vil også meget gerne udveksle information om udlændinge, der ikke holder afstand til den forankørende, foretager farlige overhalinger eller bremser, så de bringer andre i fare.

De overtrædelser står ikke i det nuværende direktiv. Her handler det om forseelser som at køre for hurtigt, køre over for rødt, manglende styrthjelm, mobilsnak bag rattet, at køre uden sikkerhedssele samt at køre i påvirket tilstand.

- Spanien er det fjerdesikreste land at køre i, når det komme til vejsikkerhed, siger DGT’s chef Gregorio Serrano, efter EU havde offentliggjort de sidste trafiktal.

Ambitionen er at blive kontinentets mest sikre land.

Ifølge statistikkerne er Spanien altså stadig blandt de sikreste lande, selv om antallet af skader er steget med to procent fra 2015 til 2016.

Sidste år var der 37 trafikdræbte for hver million indbyggere mod 36 året før. I 2010 var tallet helt oppe på 56 per million, og det betyder, at antallet af trafikofre faldt med 33 procent over seks år. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.