Badeforbud på stranden
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 16/08/2019 - 11:27
Vejr og natur
NATUR: Stimer af brandmænd fik i går myndighederne til at indføre badeforbud på en af Gran Canarias mest populære turiststrande.
Rødt flag på stranden betyder badeforbud, og i går blev det hejst på Las Canteras-stranden i Las Palmas de Gran Canaria.
Myndighederne blev i første omgang gjort opmærksom på situationen i løbet af gårsdagens helligdag via billeder på de sociale medier, hvor de små røde brandmænd dækkede meget af sandet på stranden. Det skriver Laprovincia.es
Tilstedeværelsen af hundredvis af de små irriterende gopler tvang i går myndighederne til at hejse det røde flag på hele stranden. Det er også hejst i dag.
Der er tale om Pelagia-brandmænd, og myndighederne opfordrer folk til at udvise forsigtighed for disse ubehagelige badekammerater. Ingen tør rigtigt gisne om, hvornår de vil forsvinde igen.
På hjemmesiden Miplayadelascanteras.com anbefales det, at man undgår at bade ved højvande, eller når vinden kommer fra nord. Læs mere her
Pelagia noctiluca optræder i masseforekomster ved franske og spanske Middelhavskyster og er til stor gene for turismen, dels på grund af mængden, og dels fordi de giver en mild, men generende forbrænding.
Er den farlig?
De mange små, røde brandmænd på Gran Canaria er af typen Pelagia Noctiluca. Den kan blive op til 30 centimeter i diameter, men masseforekomsten af de små eksemplarer, er ret normalt. Den største sværm, man har observeret, bredte sig ud over et område på 26 km2, og den var 10 meter dyb.
Pelagia noctiluca har stikkende og brændende nældeceller, som den almindelige røde brandmand, vi kender fra Danmark, og arten er vidt udbredt i alle Jordens varme og tempererede have. Som regel befinder de sig dog fjernt fra kysterne, men af og til kan temperaturer, strøm- og vindforhold gøre, at de kommer ind til kysterne.
Sidste år var der store problemer med brandmændene på fastlandet, men indtil videre er man her stort set gået fri i år.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.