Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Balearerne vil forbyde tyre-show

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 14/10/2015 - 01:00

Kunst & kultur

SAMFUND: På Balearerne er et fletal nu gået sammen om at forbyde tyrefægtning og tyreløb.

Et forbud mod tyrekampe og 'correbous' ser ud til at samle flertal i det regionale parlament. Efter De Kanariske Øer og Catalonien vil Balearerne nu også forbyde tyrefægtning og andre arrangementer med tyre.

Forslaget er fremsat af PSOE, Més per Mallorca, Més per Menorca og Podem, der tilsammen har flertal i det autonome parlament.

Slut fra foråret

Parlamentsmedlem for MES, David Abril, siger, at initiativet får støtte fra et stort antal dyreværnsforeninger, og nogle af de største regionale partier har givet grønt lys for en stramning af den nuværende dyreværnslov.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil tyrefægtning blive forbudt fra foråret.

Socialistpartet på Balearerne er – til forskel fra resten af Spanien – klar i sin modstand mod tyrekampe.

- Der var en vis debat, men et klart flertal for et forbud, siger Silvia Cano, PSOEs generalsekretær på Mallorca.

Underskudsforretning

Formand for Dyreværnsforeningen på Balearerne, Carmen Rojas, siger, at den nye regionsregering har skåret ned på det økonomiske tilskud til tyrefægtning.

- Det giver problemer, fordi der er tale om en underskudsforretning, som har brug for tilskud for der næsten ikke er tilskuere, siger hun.

- Hvis tyrefægtning virkelig var så efterspurgt, som nogle hævder, ville man ikke behøve støtte fra det offentlige, siger Rojas.

På nuværende tidspunkt er der kun fire tyrefægter-arenaer på Mallorca, i Palma, Alcudia, Inca og Muro, mens den på Menorca blev lukket for 40 år siden.

Den ene, der findes på Ibiza, bruges til andre aktiviteter, og på Formentera har der aldrig været tyrefægtning.

Nej til 'correbous'

Den nye dyreværnslov på Balearerne skal også omfatte et forbud mod afholdelse af tyreløb; de såkaldte 'Correbous' eller 'blus al carrer', som det også kaldes.

Det vil ramme arrangementer i den lille landkommune Fornalutx i Sierra de Tramuntana, som har afholdt den slags løb siden 1892.

Her binder man benene sammen på en kalv eller tyr, hvorefter der bliver fastgjort fakler eller brandbare bolde på dens horn. Dyret bliver bagefter sluppet løs og flygter i panik ned gennem gaderne.

Af andre 'correbous' er 'capllaçat', hvor der bliver fastgjort strenge til tyrens horn og derefter bliver den trukket ned gennem gaderne.

Modstanden vokser

Ifølge socialistpartiet har et krav om stop for tyrefægtning på øerne fået opbakning fra 130.000 personer og 23 byråd.

Andre kommuner i Spanien har allerede forbudt tyrefægtning, herunder Torrelavega i Cantabrien og Huesca i Aragón, mens Oviedo i Asturien og Málaga har forbudt cirkus med levende dyr i arenaen.

Men kun to regioner, Catalonien og De Kanariske Øer, har altså indtil videre vedtaget et egentligt forbud mod tyrefægtning.

Kommentarer

Glædeligt budskab at der er nogle politikere, der taler dyrenes sag.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.