Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bedøvet og brændemærket

Skrevet af Pia Bruun, tir, 14/04/2015 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Galicisk mand er blevet fængslet for at brændemærke sin kæreste, mens hun sov.

Lema Antonio Ricardo Sanjurjo, der går under navnet 'Kaito', er blevet dømt for at have brændemærket sin kæreste, som om hun var et dyr. Sådan lyder det fra dommeren i retten i A Coruña.

Ifølge anklageren havde Ricardo været en tur i byen med sin kæreste, Carmen Alonso Navarrete, indtil klokken tre eller fire om morgenen, skriver den lokale avis La Voz de Galicia.

Parret gik tilbage til deres lejlighed i byen Cees i det nordvestlige Galicien. Carmen drak et glas appelsinjuice og et glas vand. Herefter gik hun i seng og faldt i en dyb søvn.

Det var først dagen efter, da hun var i brusebad, at hun pludselig følte smerte på lænden. Efter en nærmere inspektion opdagede hun, at hun havde et brændemærke, og at huden skællede.

Lige ved bunden af rygsøjlen så hun et stort K for 'Kaito', og det svarede præcis til et brændemærkejern, som Kaito engang havde vist hende i håb om at han kunne overtale hende til at lade ham brænde sit mærke på hende.

Bedøvet?

I retten sagde Carmen, at hun havde nægtet at give Ricardo lov, og at hun derfor mistænkte, at han havde bedøvet hende for at kunne gøre det, uden at hun lagde mærke til det.

Hun tilføjede desuden, at hun huskede en følelse af at have været "omtumlet" næste morgen.

En retsmedicinsk læge bekræftede, at det er umuligt at brændemærke en person under en normal søvn, uden at man vågner af smerten.

Dommer Francisco José Ruano fandt derfor Ricardo skyldig i vold i hjemmet og idømte ham tre års fængsel.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.