Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bedstemor forsvandt sporløst

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 05/02/2015 - 01:00

Rejser & oplevelser

SUNDHED & SYGDOM: 72-årig dement dame blev væk fra familien på et fyldt museum. Først flere dage senere blev hun fundet.

Francisca Pulido Diaz er en 72-årig dame fra Málaga, og hun er netop blevet genforenet men sin familie, efter hun forsvandt i den italienske hovedstad i hele tre dage.

Hun var rejst til Rom med sin søn og fire døtre, fordi en af hendes døtre, som er nonne, var en del af en ceremoni, hvor hun fornyede sin troskab.

Derfor brugte familien også lidt tid på at se på mange af Roms serværdigheder, men her gik det galt på et af de fyldte museer i Vatikanet.

Det skriver The Local.

Fanget på kamera

Francisca Pulido Diaz lider af Alzheimer, og derfor var det noget af en familie-katastrofe, at hun forsvandt i menneskemylderet.

Hendes børn henvendte sig straks til personalet på museet, som gik i gang med at se stedets overvågningsbilleder igennem.

Her kunne de se den 72-årige dame forlade museet i retningen af Piazza del Risorgimento i det centrale Rom.

Politi og sociale medier i sving

Francisca havde hverken identitetspapirer eller penge på sig, hvilket gjorde hendes forsvinden til en meget bekymrende sag. Politiet gik i gang med at sætte billeder af damen op i området, hvor hun forsvandt.

Spaniens ambassade blev også sat i sving, og det viste sig, at en landsmand kom den gamle dame til undsætning.


Ambassadens folk lagde et billede af Francisca op på facebook-gruppen ”Españoles en Roma”, og det førte til, at en spanier fik øje på hende på Via Giulio Cesare, som er en hovedgade, der løber i nærheden af Vatikanet.

Husker kun lidt

Franciscas Alzheimer gør sagen endnu mere mystisk. Hun blev fundet ved godt helbred, men hun anede ikke, hvor hun havde været i løbet af de tre dage.

Hun kunne dog huske, at hun havde sovet to nætter på en sofa. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.